Aldrig har der været så mange

Enge og marker omkring Skjern Å er et sandt spisekammer for tusindvis af sangsvaner fra nord.

0:20
Tusindvis af sangsvaner holder til Skjern enge.

Store flokke af sangsvaner flyver omkring i Skjern enge i disse dage. Ornitologer talte i går over 1300 i Stovstrup enge, som er arealerne omkring Omme å, tæt ved udløbet til Skjern Å.

Kristian Pedersen bor ned til Omme å, og han følger svanerne på tætteste hold. 

- Det er helt hvidt, jeg kan se hele deltaet af Omme ås udløb til Skjern å, siger Kristian Pedersen.

Sangsvanerne overnatter på de oversvømmede enge, hvor de er i sikkerhed for rovdyr som for eksempel ræve. Om dagen trækker de ud på de tilstødende marker for at finde føde. 

Sangsvanen yngler, ifølge Dansk Ornitologisk Forening, i moser og lavvandede søer i et stort område fra Island, Norge, Sverige, Finland og i et bredt bælte gennem Rusland og Sibirien til Stillehavskysten. Når vinteren sætter ind i oktober trækker de syd på til Danmark.

- Vi har et trækfugle-spisekammer i og omkring Skjern Enge. Der er masser af mad i området, siger Kristian Pedersen.

Er det en mild vinter uden store mængder sne, kan vi opleve de store hvide flokke hele vinteren, når sangsvanerne går på markerne og spiser blandt andet majs- eller kartoffelrester.  

Ornitolog Marianne Linnemann følger fuglene i Skjern Enge. Hun vurderer, at der er omkring 3000 sangsvaner i Skjern enge lige nu.

Sangsvanen er med sit gule næb let at kende fra vores nationalfugl knopsvanen, som har en sort knop over næbet. Knopsvanen er næsten stum, på engelsk hedder den også "Mute Swan".  Sangsvanen kan, som navnet siger, synge meget kraftigt, og den har en klangfuld stemme, der ofte høres, næsten som en trompeteren.