Vandhunde og bogorme forenet: - Det er sværere, end jeg lige havde regnet med

I Vinderup forbinder de vandhunde og bogorme. Svømmeklubben har valgt at lave et nyt arrangement, der hedder 'Svøm en bog'.

Hanne og Ivan til svøm en bog
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Måske døde Ida, og måske var det min skyld.

Sådan lyder de første ord i ørerne, når otte svømmere mødes til 'Svøm en bog' i Vinderup Svømmehal.

Det er første gang, at svømmeklubben afholder arrangementet. Vinderup Bibliotek har valgt bogen, der denne gang er novellen fra Ane Riel 'Barneleg'. 

- Vi skal da svømme en bog i Vinderup. Så jeg gik på biblioteket hen til Vinnie og sagde Vinnie vi skal lege sammen, lyder det fra Majbrit Drejer, der er formand for svømmeklubben og selv er med til første svømmetime.

En af dagens deltagere er Hanne Gråkjær Lund, der til daglig arbejder som social- og sundhedsassistent. Hun har taget sin kæreste med for at prøve den lidt alternative svømmelektion.

- Vi er der for oplevelsen. For at se hvordan det er at svømme med en novelle i ørerne, siger hun.

Selve arrangementet varer halvanden time, hvor en halv time foregår i vand. Svømmeklubben har i samarbejde med Vinderup Bibliotek lejet udstyret, som deltagerne skal have i ørerne under svømmetimen. 

- Det kan blive langt, når man ligger og svømmer baner. Det er ikke alle, der får svømmet lige så langt, som de gerne ville. Så snakkede jeg med DGI, som foreslog 'Svøm en bog', siger formand Majbrit Drejer, der understreger, at høretelefonerne er dyre, fordi de er vandtætte og lydisolerende.

Her svømmer Hanne Gråkjær Lund frem og tilbage, mens ordene, indtalt af Helle Fagralid, suser gennem hovedet.

Jeg husker ikke, hvor gammel jeg var, da det skete.

- Det er sværere, end jeg lige havde regnet med, siger Hanne Gråkjær Lund.

- Man skulle godt nok koncentrere sig, siger viborggenseren Ivan Østergaard Sørensen, der er med på opfordring fra sin kæreste.

0:17
Kæresteparret Hanne Gråkjær Lund og Ivan Østergaard Sørensen lige efter sidste sætning i novellen 'Barneleg' var blevet læst op i deres høretelefoner.
Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Det kan lyde småtosset at tage en tur i svømmehallen for at høre en lydbog, men der er en mening med galskaben, hvis man spørger Puk Krogsøe, der har studeret guided læsning.

- For mig at se, så er det en god kombi. Du får vitaminer til hjernen, hjertet, men du får også vitaminer til kroppen i og med, at du bevæger dig, siger læseguide Puk Krogsøe, der til daglig arbejder på Vinderup Bibliotek.

Puk Krogsøe arbejder til daglig på Vinderup Bibliotek, og står for boggruppen til 'Svøm en Bog'.
Puk Krogsøe arbejder til daglig på Vinderup Bibliotek, og står for boggruppen til 'Svøm en Bog'.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Tilbage i svømmepølen er Hanne Gråkjær Lund, kæresten Ivan Østergaard Sørensen og resten af holdet blevet færdig med novellen.

Og opfordringen er klar.

- Det var en sjov oplevelse og sjovt at prøve. Det kan vi kun anbefale, fortæller Hanne Gråkjær Lund og Ivan Østergaard Sørensen.

Og blive rigtig glad for det nye sted. Der hørte endda en lille have til.

Selvom sidste punktum er sat i novellen 'Barneleg', så er 'Svøm en bog' langt fra slut.

For 300 meter længere nede ad vejen står Puk Krogsøe klar med kaffe og samtale. Et af 'Svøm en bog's formål er nemlig at give de deltagende en mulighed for at diskutere, hvad de lige har hørt.

- Det bliver spændende at se, om det har virket, siger Puk Krogsøe.

0:17
Det var novellen 'Barneleg' af Ane Riel, der fyldte de otte deltagers ører i deres halve times svømmelektion.
Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Vinderup Svømmeklub afholder i første omgang to arrangementer. Næste gang er mandag d. 27. januar, hvor en ny novelle vil blive læst op under svømning.