Trods pressede tider: Gustav, Luna og Anton drømmer om at blive landmænd
Spritnye faciliteter i Herning får unge spirende landmænd til at drømme om fremtiden - selvom branchen oplever modvind.
Lørdag var der åbent hus på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier. Og et af de steder, hvor de nysgerrige unge strømmede ind, var på den helt nye landbrugsskole.
Erhvervsskolen driver i forvejen Agroskolen i Hammerum, men den lukker altså, når den nye Herningsholm Landbrugsskole slår dørene op til august - med en ny placering midt på skolens campus.
- Landbrugsuddannelsen skal jo også følge med tiden, og den knytter sig jo i dag til rigtig mange andre uddannelser. Og vi ser en styrke i, at de på den her måde kommer tættere på håndværksuddannelser, handel- og kontoruddannelser og de gymnasiale uddannelser, siger Allan Kortnum, der er direktør på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.
Det er den første landbrugsskole, der bliver opført i 40 år. Den nye skole er stadig under opbygning, og der er stadig ikke så meget andet at se end de rå betonmure og -gulve. Alligevel var der begejstring hos de nysgerrige, der var dukket op lørdag.
- Jeg synes, det er en megafed skole, de er ved at få bygget, siger Luna Holmegaard, der går i ottende klasse.
- Det virker megafedt. Jeg glæder mig til at komme herind og gå, siger Gustav Lindeberg fra Tørring, der har planer om at starte på landbrugsuddannelsen til sommer.
Siden efteråret har TV MIDTVEST flere gange fortalt om landmænd, der føler sig pressede i erhvervet af forskellige grunde.
Faktorer som det ustabile vejr, men også lovgivning og afgifter gør, at hver tredje landmand føler sig bekymret for fremtiden og oplever stress og søvnløse nætter, lød det i undersøgelse fra oktober.
Og tidligere i denne måned var en flok landmænd taget på vejene i deres traktorer for at demonstrere.
Skole vil afspejle landsdelen
Men det er ikke noget, der afskrækker de unge aspirerende landmænd.
- Jeg tænker mest på at komme ud og hygge mig med det fællesskab, der er ude på landet, siger Anton Olkjær Jensen, der drømmer om at arbejde med planteavl.
Så det afskrækker dig ikke, at der er nogen, der synes, at det er en presset branche?
- Nej, så er der bare mere arbejde til en, det er jo det fede, siger han.
- Det er selvfølgelig fair, at de synes, det er hårdt og sådan noget, men jeg tænker også, at det går vel. Jeg synes bare, det er fedt, at man kan komme ud og lave noget og være sammen med dyrene og være lidt sig selv, siger Luna Holmegaard.
Direktør Allan Kortnum oplyser, at de nye faciliteter koster institutionen 40-45 millioner, og at de derudover har købt en gård et par kilometer derfra, som skal fungere som de nye elevers værksted.
Der er mange landmænd, der synes, det er en presset tid. Hvorfor prioriterer I at bygge ny landbrugsskole netop nu?
- Det, vores bestyrelse siger, er, at vi skal være en skole for de erhverv, der fylder meget på vores egn. Og vi kan jo ikke komme udenom, at landbruget fylder enormt meget i Midt- og Vestjylland, siger direktøren.
Den nye landbrugsskole slår efter planen dørene op til august og får plads til 100 elever.