Nikolaj Jacobsen vil mere end bare at vinde med landsholdet

Lørdagens VM-kamp er kamp nummer 150 for Nikolaj Jacobsen i spidsen for det danske herrelandshold. Motivationen handler ikke kun om at vinde, fortæller han.

To gange er Nikolaj Jacobsen blevet udnævnt til verdens bedste træner af det internationale håndboldforbund.
To gange er Nikolaj Jacobsen blevet udnævnt til verdens bedste træner af det internationale håndboldforbund.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Nikolaj Jacobsen har lørdag rundet et skarpt hjørne.

Her spillede de danske håndboldherrer mod Tjekkiet i den sidste mellemrundekamp ved VM. Og for landstræneren på sidelinjen var det kamp nummer 150 i spidsen for landsholdet.

Det har været en periode, der indiskutabelt må siges at være fyldt med masser af succes.

I de seneste 50 landskampe har Danmark kun tabt én kamp – og det er vel og mærke en kamp, som landstræneren selv kalder ”ubetydelig”.

Den imponerende statistik er, ifølge landstræneren, et resultat af et landshold, der vil mere end bare at vinde.

- Vi vil gå ind og vinde kampene, men også gøre det på en god måde. Vi vil underholde og vise vores fans, at de kan regne med, at vi er der, og vi spiller god håndbold, siger han.

0:46
Til lørdagens VM-kamp i Herning talte vi med de danske fans om landstræneren.

En kultur på landsholdet

Når man både kan skrive VM-guld tre gange i træk, en OL-guldmedalje, OL-sølv, EM-sølv og EM-bronze på sit CV, så vidner det om, at man har et landshold, hvor det ikke kun kræver at være en talentfuld håndboldspiller, men hvor lysten og iveren til sporten er blevet en drivkraft.

- Det siger ét noget om, at vi er dygtige, og vi har nogle virkelig dygtige spillere. Det siger også noget om, at vi har fået skabt en kultur på holdet med, at vi går på banen hver gang med en god indstilling, en lyst og glæde til at spille håndbold, siger landstræneren.

Glæden er heller ikke til at tage fejl af, når man tager et kig på Danmarks VM-kampe, der indtil videre er foregået på hjemmebane i Herning.

For det er ikke sjældent, at spillerne henvender sig direkte til de tusindvis af danske fans og opildner dem undervejs i kampen. En gestus, som bliver kvitteret med klapsalver og fællessange.

Én af de spillere er Mathias Gidsel, der ikke har lagt skjul på, at motivationen til at vinde i høj grad kommer af at kunne give noget tilbage til de mange danske fans, der bakker op om landsholdet.

Lørdag aften spillede landsholdet deres sidste kamp i Jyske Bank Boxen i Herning i denne slutrunde. Næste gang holdet skal i aktion er ved kvartfinalen onsdag i Oslo.