Audrey rørt til tårer over opbakning: - Det betyder så meget

18-årige Audrey Morris står overfor en potentiel udvisning, efter hun flyttede adresse til Viborg. Det har fået hende til at stå frem i medierne med sin historie. Og opbakningen er overvældende.

5:18
Det har vakt politisk undren, at 18-årige Audrey Morris risikerer at blive smidt ud af landet, fordi hun flyttede sin adresse, da hun begyndte på Viborg Katedralskole.

En enkelt indtastning i borgerservice har nu kostet 18-årige Audrey Morris dyrt, men opbakningen hun har fået efterfølgende beriger hende med glæde.

TV MIDTVEST har tidligere fortalt om, hvordan en adresseændring har fået den 18-årige skoleelevs forlængelse af sin opholdstilladelse til at blive afvist.

Fredag gæstede hun i 19.30 udsendelsen på TV MIDTVEST. Hvor hun fortalte, hvordan det ville være en 'kæmpe omvæltning' for hende at skulle flytte tilbage til USA.

Dagen derpå fylder andre ting dog.

- Det har været rørende at få alt den opbakning, fortæller den 18-årige, da vi ringer hende op lørdag.

I øjeblikket har Audrey Morris en underskriftsindsamling kørende, som skal hjælpe med at sprede budskabet. I fredags var der 1500 underskrifter - lørdag formiddag er der 1800.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kampen fortsætter stadig for Audrey Morris, hvor fremtidsplanerne er uvisse.

- Jeg kan ikke løfte sløret for de konkrete detaljer om min fremtid, da det endnu er usikkert. Men jeg ønsker at få min sag op på politikernes niveau, siger den 18-årige, der fortæller, at hun har familie i USA, men at hendes liv er i Danmark.

Opbakningen ovenpå hendes fremtræden i medierne har været overvældende - hvilket betyder noget helt særligt for den unge kvinde.

- Det betyder så meget, når man bidrager positivt til andre menneskers liv. Og det føler jeg, at jeg gør og andre gør for mig, når jeg får så meget opbakning, fortæller hun.

- Jeg har siddet med tårer i øjnene, når jeg har kigget på alle de søde beskeder, jeg har fået.

Audrey Morris har endnu ikke hørt tilbage fra integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S), der er blevet bedt om at kommentere sagen af Mads Olsen fra SF.

- Vi kommer til at trække ministeren ind i sagen for at høre, om han også deler den opfattelse af, at den her sag er skør og ikke intentionen med loven, fortæller Mads Olsen (SF) til TV MIDTVEST fredag.