60 billetter solgt på 20 sekunder: Fodboldpiger trænede med Pernille Harder
Drømme blev til virkelighed, da fodboldpiger i dag mødte fodboldstjernen Pernille Harder i Ikast.
60 fodboldglade piger fik i dag en oplevelse af de helt store i Ikast. Landsholdsanfører og en af verdens absolut bedste kvindelige fodboldspillere Pernille Harder lagde nemlig vejen forbi Sportstar College til en koncentreret træningslejr med de unge håbefulde piger.
Træningslejren var arrangeret af Sporstar College, og der var rift om de 60 pladser, der sikrede én adgang til fodboldlejren. Pladserne blev faktisk udsolgt på blot 20 sekunder, og én af dem, der nåede at få fingrene i én, var 12-årige Mille Løvgreen Gandrup fra Vildbjerg.
- Hun er mit største idol. Hun er så god til at spille fodbold, og hun inspirerer mange folk. Og hun inspirerer også mig, fortalte Mille Løvgreen Gandrup.
De 60 unge piger var dog ikke de eneste, der fik en oplevelse ud af at deltage på lejren. Faktisk var fodboldstjernen selv overvældet over den store interesse, der var for at møde hende.
- Det er vildt at se, hvor vildt de synes det er at møde mig. Det er en fed oplevelse, fortalte Pernille Harder.
Efter udlevering af træningstøj og et kort oplæg var det ud på fodboldbanen, hvor Pernille Harder selv spillede med.
- Det er simpelthen for at komme ud og snakke med pigerne. Der er kommet rigtig mange fans de sidste år i kvindefodbolden, og det er for at komme tæt på dem og lære dem nogle tricks og også inspirere dem til, hvordan man kommer så langt, som jeg er kommet, lød det fra Pernille Harder.