Annelises hund blev forgiftet i hundeskoven: - Charlie var min bedste ven

Efter den 69-årige ejer mistede sin mand, har hunden Charlie været Annelise Andersens tro følgesvend og bedste ven.

Charlie døde to dage før sin syv års fødselsdag.
Charlie døde to dage før sin syv års fødselsdag.
Foto: Privatfoto

Hver dag de seneste syv år har 69-årige Annelise Andersen og bomuldshunden Charlie gået tur i hundeskoven mellem Engesvang og Hampen. Men mandag, dagen før Charlies 7-års fødselsdag, endte gåturen med at få fatale følger.

Hunden Charlie, som havde nydt en gåtur i friheden uden snor, var usædvanligt stille i bilen på vej hjem mod Ikast. Kort efter hjemkomst fik han fråde om munden og blev dårlig, hvorefter Annelise Andersen straks kørte til dyrlægen. 

Men der var intet at gøre, og kort efter blev Charlie aflivet. 

- Jeg er helt ødelagt. Det er næsten ikke til at klare, siger Annelise Andersen med en bævende stemme.

Døde af forgiftning

Ifølge dyrlægen døde Charlie sandsynligvis af forgiftning, selvom det ikke vides præcist af hvad. Og det ryster Annelise Andersen:

- Man regner jo med, at hundeskoven er et sikkert sted at lade sin hund løbe frit, siger hun og fortsætter:

- Det er jo ikke første gang, at den slags her sker. Jeg kan ikke forstå, at folk kan være så onde. 

Charlies død er nemlig bare én af en efterhånden lang række af hunde, som spiser noget, der gør dem syge eller det, der er værre. 

- Jeg vil jo gerne sige til de mennesker, der smider sådan noget skidt på jorden, at de skal tænke sig om. Det er jo ikke kun hunden, som det går ud over. Det er også mennesket, siger hun og fortsætter:

- Charlie har jo reddet mig. Siden min mand døde for et par år tilbage, har Charlie har været min bedste ven - og det er frygteligt at miste sin bedste ven, siger hun.