Discgolf-bane er pludselig i strid med loven
Ikast-Brande Kommune har givet påbud om, at fire teesteder på discgolf-banen i Engesvang skal flyttes på grund af naturbeskyttelsesloven.
En flok frivillige måtte have både gravemaskine og spader i brug lørdag for at fjerne dele af discgolf-banen i Engesvang.
Det er fire af banens 18 såkaldte tee-områder, der har vist sig at ligge på et område, der er beskyttet af naturbeskyttelseslovens paragraf 3.
Det betyder blandt andet, at der ikke må anlægge noget, der ikke er naturforbedrende, og som kan skygge for græs-vækst.
Det ærgrer Mikael Jensen-Johansen, der er initiativtager til banen.
- Teestederne er lavet af grus og en træramme, og så er der en kunstgræsmåtte, som er designet til at være i naturen, så den smider ikke noget plastik og går ikke i stykker, forklarer han og fortsætter:
- Vi sætter os uforstående overfor, at man ikke kan finde en fornuftig dispensationsløsning på, hvis vi lod det blive et par år, for at se om det så faktisk ville ødelægge noget.
Ifølge initiativtageren fik de for syv år siden godkendt teestederne af kommunen, og derfor er det nu frustrerende, at de to til tre kvadratmeter kasser nu skal flyttes.
- Det er rigtig træls, at kommunen vender på en tallerken - altså hvad der er i orden og ikke er i orden. Og at vi så ikke kan lave et kompromis, hvor vi ser tiden an, siger han.
Viceborgmester og formand for Klima-, Natur- og Bærerdygtighedsudvalget i Ikast-Brande Kommune Kasper Pauli Pedersen (S) ønsker ikke at kommentere den konkrete sag.
Men han skriver til TV MIDTVEST, at I de sager, som han kender til, er man meget lydhør overfor indvendinger fra borgere. Men at der jo er en pligt til at håndhæve Miljøstyrelsens regler, når der gælder paragraf 3-jord.
Sportsgren i modvind
Det er ikke første gang, at sporten møder problemer.
For et par uger siden var der også modvind i discgolf-sporten. Der besluttede Miljøstyrelsen nemlig, at Discgolf Vest skulle fjerne 36 flisebelagte teesteder i naturområdet Momhøje syd for Herning.
Årsagen skulle findes i en bestemmelse fra skovloven, som betød, at teestederne skulle være lavet af naturmaterialer. Derfor var discgolfklubben tvunget til at rive alle fliserne op.
- Hvis de her forsvinder, så tror jeg desværre også, at interessen for stedet forsvinder. Banen bliver forringet, og så tror jeg ikke, at vi har midler i klubben til at prøve at kunne vedligeholde et natur-teested, som generelt set er ringere. Og jeg er bange for, at det kommer til at ske mange steder i Danmark, sagde Mikkel Christensen, der er medlem af Discgolf Vest, dengang.
Discgolf er magen til traditionel golf, men i stedet for kølle og bold bruger man specielle frisbees kaldet golfdiscs. Golfdiscen kastes efter et mål over jorden i stedet for et hul i jorden.