Dobbeltbranden i Ejstrupholm: To drenge på 15 og 16 anholdt

To morgenbrande i det midtjyske vakte i går politiets interesse. Nu har politiet fundet to mistænkte, der skal fremstilles i grundlovsforhør.

Sådan så det ud lørdag, hvor flammerne fortærede garagen på Midtjysk Efterskole i Ejstrupholm.
Sådan så det ud lørdag, hvor flammerne fortærede garagen på Midtjysk Efterskole i Ejstrupholm.
Foto: Privatfoto

Både efterskolen og idrætshallen i Ejstrupholm blev lørdag morgen ramt af udvendige brande. Og en garage ved efterskolen brændte helt ud.

Hallen og Midtjysk Efterskole ligger på samme vej, og når der er brand på samme tid, vakte det politiets interesse for, om brandene kunne være påsat.

I går ville politiet dog ikke fastslå, at der var blevet sat ild. Men nu er man nået så langt, at man har anholdt to drenge, der er sigtet for at have sat ild til de to steder.

Nu har politiet så fundet to mistænke - to unge drenge på 15 og 16 år.

De er sigtet for branden og bliver fremstillet i grundlovsfør søndag middag ved Retten i Viborg. Det bekræfter anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi Ulrik Panduro.

Der har den seneste tid været flere brande i Ikast-Brande Kommune. Umiddelbart tror politiet ikke, de unge har haft med de andre brande at gøre. Men det er endnu for tidligt at konkludere noget.

- Det er noget, vi følger op på efterforskningsmæssigt. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har haft nogle påsatte brande i ubeboede landejendomme. Om det er dem, der står bag, ved jeg ikke, men vi følger op på det, siger vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj.