Fireårige Valdemar bliver overrasket af lastbilchauffør
Hver dag står Valdemar Sorgenfri og vinker til vindmølletransportere, der kører forbi hans hus - men en dag fik han en overraskelse.
Hver aften er samme rutine for familien Sorgenfri i Gammel Blåhøj ved Brande.
Gummistøvlerne står klar ved døren.
For fireårige Valdemar Sorgenfri skal sammen med sine forældre og lillesøster ud og vinke til den daglige vindmølletransport, der passerer vejen.
Men denne aften, som til forveksling ligner alle de andre, får den lille dreng sig en uventet overraskelse.
- Hele transporten stopper pludselig foran os, og chaufføren stiger ud af lastbilen og går hen til Valdemar, fortæller Valdemars mor Heidi Sorgenfri, som begynder at filme overraskelsen på sin mobil.
Den uniformklædte chauffør fra Mammoet Nordics har en rød pose i sin venstre hånd, mens han vinker med sin højre.
- Goddag Valdemar. Jeg har en pose med til dig med ting i, siger han og tager en rød kasket op til den fireårige tilskuer.
- Vi synes, det er super sejt gjort af dig. Super sejt, fortsætter chaufføren og henviser til, at Valdemar hver dag kommer for at hilse på dem.
Der er nogen, der ser ham
Oplevelsen onsdag aften gjorde stort indtryk på Valdemar og ikke mindst hans mor Heidi Sorgenfri.
- Han kunne ikke være i sig selv af begejstring. Det er stort, at der er nogen her, der ser ham, fortæller hun dagen derpå, hvor hun har afleveret en lykkelig fireårig i børnehaven med sin nye kasket på hovedet.
Den lille dreng har udfordringer, forklarer hans mor. Sproget er stadig meget begrænset hos Valdemar, men det var tydeligt for Heidi Sorgenfri, at hendes søn var ovenud lykkelig for det lille møde.
- Han oplever jo, at han ikke er forkert, bare fordi han har nogle udfordringer. At de tager sig tid til at se en lille dreng i øjnene, der ser op til dem, det betyder alt, fortæller en glad mor.
Samtidig synes hun, at vindmølletransportørerne på vejene fortjener bedre omtale end det negative billede, hun oplever, der hersker.
- Det skal frem, at de gør et stort stykke arbejde, selvom de fylder og kører langsomt på vejene. Det skal ikke kun være det negative om, at de fylder meget, uddyber Heidi Sorgenfri.
Den ros blev også givet i det lille møde på vejen, og Valdemar er stadig deres største fan i Gammel Blåhøj.