Ulv dræbt ved påkørsel: Det havde den i maven
En hanulv er kørt ned, og man mener at vide, hvor den stammer fra.
En ung ulv er onsdag eftermiddag blevet trafikdræbt på en landevej sydvest for Silkeborg.
Det skriver Naturhistorisk Museum Aarhus i en pressemeddelelse.
Museet oplyser, at ulven ikke led. Det slog en obduktion foretaget på Københavns Universitet fast.
- Det var et sundt, flot og velnæret dyr i god kondition, som er blevet dræbt øjeblikkelig ved at blive påkørt af et køretøj. Det er tydeligvis et rent trafikdrab, for der var ingen sygdomstegn og absolut heller ingen tegn på anskydning, beretter veterinærpatolog Tim Kåre Jensen i pressemeddelelsen.
Ulven havde voldsomme indre blødninger, eftersom de indre organer var ødelagt som ved et hårdt slag. Desuden havde den brækket ryggen, og der var skader på ribben og ben.
Ulven, der var en han, vejede 39,5 kilo og i maven havde en 1,5 kilo tung indhold bestående af knogler, hud og kød fra hjortevildt.
- Ulvens pelsfarve, proportioner og et tandsæt uden slid indikerer, at der er tale om en hanhvalp fra sidste år og med overvejende sandsynlighed en af hvalpene i det ulvekuld, som blev født sidste år i Nørlund-reviret, vurderer Kent Olsen, som er videnskabelig chef og seniorforsker ved Naturhistorisk Museum i Aarhus og leder af Den Nationale Ulveovervågning.
Ulvens menes at være en af fem hvalpe, der er knyttet til et ulvepar i nærheden af Nørlund-reviret.
Det skal afgøres endeligt, om ulven faktisk er en ulv, med en DNA-prøve.