Pia Kjærsgaard stopper: - Hun er en ener

Arbejdsom og opmærksom. Sådan vil Simon Vanggaard huske ikonet, som blev hans tætte kollega.

Pia K. og Simon Vanggaard collage
Foto: Fotos: Simon Vanggaard, privatfoto / Grafik: Lærke Nord, TV MIDTVEST

Pia Kjærsgaard stopper i politik.

Det fortæller hun i et interview til TV 2.

Men den 77-årige partistifter, politiker og tidligere formand for folketinget, bliver et kæmpe savn. 

Både for partiet Dansk Folkeparti, men i særdeleshed også for Simon Vanggaard. Han var med til at få et partikontor til landsdelen og har i tre år arbejdet tæt sammen med det politiske ikon, som han mødte første gang i 2011. 

- For nyligt poppede et gammelt minde op på Facebook, hvor jeg poserer med hende. Dengang var jeg nyvalgt lokalformand, fortæller den tidligere partisekretær, Simon Vanggaard. 

Billedet poppede op på Facebook igen, som et minde fra da Simon Vanggaard første gang mødte Pia Kjærsgaard.
Billedet poppede op på Facebook igen, som et minde fra da Simon Vanggaard første gang mødte Pia Kjærsgaard.
Foto: Simon Vanggaard, privatfoto

Meget at være hende taknemmelig for 

Det var også alle minderne med Pia, der poppede op i hans hoved, da han for nyligt blev meddelt, at Kjærsgaard ikke ville modtage genvalg. 

-  Det har været et kæmpe privilegium at arbejde sammen med hende. Hun har været en af de mest indflydelsesrige politikere i dansk politik de seneste 30 år. Hun har virkelig meget, hun kan være stolt af, og som vi i partiet – og hele landet – kan være hende taknemmelige for, siger han.

Her referer han især til den forskel, som han mener Pia Kjærsgaard har haft på den politiske dagsorden. 

- Hun fik for alvor flyttet udlændingepolitikken i Danmark. Glistrup var den der italesatte det, ja, men hun var en af dem, der flyttede på dagsorden, og pegede på et problem. Samtidig har hun med sin hendes baggrund som hjemmehjælper været med til at sætte dagsordenen med at sørge godt for vores ældre. Det er stadig to af Dansk Folkepartis vigtigste mærkesager i dag, påpeger han. 

Hårdtarbejdende og betænksom 

I søndags havde Simon Vanggaard fødselsdag. Pia Kjærsgaard skrev som den første om morgenen en besked og ønskede ham tillykke. 

Det er sådan han vil huske sin partifælde og kollega. 

- Hun er lynhamrende skarp og opmærksom, også på de små ting. Og så er hun enormt arbejdsom. Selvom hun er over 70, er hun enormt meget med på beatet – man skal stå tidligt op, hvis man skal være med i det gear, siger Simon Vanggaard. 

Han understreger, at Pia Kjærsgaard bliver et savn for partiet og DF's vælgere i hele landet. Han påpeger, at hun var god til at komme landet rundt, og være synlig for vælgerne. 

- Hun har været en stor opbakning, da vi startede partikontoret i Ejstrupholm. Da vi holdt EP-valg i Ejstrupholm var hun med - og stod i baren, husker han. 

Til indvielsen af partikontoret i Ejstrupholm i 2023.
Til indvielsen af partikontoret i Ejstrupholm i 2023.
Foto: Simon Vanggaard, privatfoto

Men selvom han vil savne den arbejdsomme kvinde i partiet, mener Simon Vanggaard også, at tiden er inde. Timingen er god. 

- Det er et naturligt tidspunkt at stoppe, hvis ikke man skal være politiker i en amerikansk præsident-alder. Men det siger meget om hende, at hun har sikret sig, at partiet er kommet over det seneste valg, "overlevelsesvalget", og hun nu har skabt et fundament for den næste generation, siger Simon Vanggaard. 

Men det er noget helt særligt, som partiet mister, mener han. 

- Der bliver ikke en ny Pia Kjærsgaard. Hun er en ener, som er formet i en tid, hvor levetiden for et politisk ikon nok var længere, end den er i dag. Hun er et unikum.