Randi møder 30 nationaliteter hver dag på arbejde

Hverdagen som lærer på en international skole er noget anderledes end på en dansk.

8:45
Randi Petersen er leder for de mindste børn i indskolingen. Her kan du se hele ugens udgave af Fast Arbejde fra den Internationale Skole i Ikast, hvor nationaliteter fra hele verden mødes hver dag.
Foto: Maria Strange, TV MIDTVEST

Randi Petersen er leder på en skole, men det er ikke en helt almindelig én af slagsen. På en arbejdsdag møder hun 30 forskellige nationaliteter, men sådan er hverdagen, når man er ansat på den Internationale Skole i Ikast. Her har hun kolleger fra ti lande og elever fra dobbelt så mange.

Sproget er engelsk,  så snart man træder inden for døren, og det kan være en udfordring for de nye små.

- Vi får børn ind, der hverken kan tale dansk eller engelsk, men så bruger vi håndtegn og fagter. De lærer det hurtigt, siger Randi Petersen.

Undervisning fra børnene er fire år

International School Ikast-Brande er en privatskole, som har elever fra første til tiende klassetrin. 40 procent af eleverne har dansk oprindelse, men disciplinen er mere fast end på en almindelig dansk folkeskole. Det mærker man allerede fra morgenen, hvor Randi Petersen bliver mødt af "good morning, ms. Randi" fra alle sine elever i indskolingen. Her har hun været lærer i otte år, og hun er nu leder af indskolingsafdelingen.

Udover engelsk er skolen forpligtet til at undervise i dansk som andetsprog. De mindste elever har tre timers dansk om ugen, mens de store elever har fire timer. Samtidig starter undervisningen allerede når eleverne er fire år.

- De er så lærevillige, og de vil så mange ting og de er så nysgerrige i den alder. Det er der, de fanger ting hurtigst. Det kunne man godt gøre mere i det danske system også, siger Randi Petersen.

Fast Arbejde har besøgt Randi Petersen på International School Ikast-Brande. Du kan se hele indslaget i toppen af artiklen her.