V er imod SF-idé om at lade kriminelle blive på Kærshovedgård
Venstre er imod idé om, at kriminelle og ikke-kriminelle afviste asylansøgere fortsat kan bo på Kærshovedgård.
Hvis der ikke kan findes en politisk løsning for placeringen af et udrejsecenter, kan det være, at udviste kriminelle asylansøgere skal blive boende på Udrejsecenter Kærshovedgård i Midtjylland, hvor de bor nu.
Sådan lød et forslag tidligere tirsdag fra SF i den betændte debat om det udrejsecenter, som ingen kommuner ser ud til at ønske at huse, og som regeringen foreløbig har købt en ejendom til på Langeland.
Det bliver imidlertid ikke med Venstres gode vilje, hvis de kriminelle asylansøgere bliver boende på Kærshovedgård, siger udlændingeordfører Mads Fuglede (V).
- Det er uspiseligt for os, siger han.
På Udrejsecenter Kærshovedgård bor både afviste asylansøgere, der er og ikke er dømt for at have begået kriminalitet.
Regeringen ønsker at flytte en gruppe på omkring 130 afviste og kriminelle asylansøgere til et planlagt udrejsecenter i den sydlige del af Langeland.
Venstre ønsker også at skille gruppen af kriminelle asylansøgere fra de ikke-kriminelle, så de ikke bor sammen.
- Hvis de gør det, kan vi se på tallene, at gruppen af almindelige afviste asylansøgere bliver kriminaliseret. Det vil sige, at det, SF foreslår, er status quo, og det er en rigtig dårlig løsning, siger Mads Fuglede.
Lindholm-løsningen
I slutningen af 2018 lancerede den daværende VLAK-regering bakket op af Dansk Folkeparti idéen om at lade de kriminelle afviste asylansøgere bo på øen Lindholm i Stege Bugt.
Den plan døde efter folketingsvalget i 2019, hvor Socialdemokratiet kom til magten. Blandt andet fordi Lindholm-løsningen ville blive dyr.
Men efter SF's modvilje mod at lade et udrejsecenter ligge på Langeland, har blandt andet Venstre øjnet en mulighed for at få Lindholm i spil igen.
- Det er ærgerligt, hvis der går kroner og øre i at lave en løsning, der i bund og grund ikke løser problemet, men bare flytter det meste af problemet, og som så placeres på Langeland, et område, der har udfordringer nok i forvejen.
- Det her skal løses så godt, vi kan, fra bunden. Og den bedste løsning er at få dem (de kriminelle afviste asylansøgere, red.) så afsondret som muligt, og at sørge for, at der er styr på deres melde- og opholdspligt, siger Mads Fuglede.