Skralde-Knud: Skraldejagten er ubehagelig, men ikke ulovlig
Flere mener jeg begår tyveri, når jeg henter min mad i supermarkeders containere. Men det er ikke ulovligt at skralde.
SKRALDEMAND DAG 2: Det er ikke lovligt! Aflever det til politiet! Det er tyveri!
Sådan lyder det i nogle af de mange kommentarer, som strømmer ind på TV MIDTVESTs Facebook, efter jeg er begyndt at skralde. Og jeg føler mig faktisk også suspekt, når jeg står i en bælgmørk baggård med pandelampen lysende ned i skraldet. Men ulovligt, det er det altså ikke.
Affald er ikke hittegods
Dagbladet Politiken har spurgt Justitsministeriet, som svarer, at det ikke er ulovligt at skralde i affaldscontainere, som er ulåste og står på ulåst grund:
- Det er almindelig antaget, at straffelovens §§ 276 og 277 om tyveri og ulovlig omgang med hittegods ikke finder anvendelse på tilegnelse af affald, hvortil ejendomsretten er opgivet, jf. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del, 10. udgave, 2012, siderne 514 og 523, forklarer Justitsministeriet til Politiken.
Hopper ikke over hegn
Jeg går kun i skraldecontainere, som står uden lås og på steder, hvor jeg kan vade lige hen til dem uden at hoppe over noget hegn eller lignende.
Derfor kan skraldning heller ikke sammenlignes med at bryde ind på privat område, som nogen af kommentarerne ellers antyder. Ifølge Justitsministeriet, så bliver det først ulovligt at skralde mad fra en affaldscontainer ved et supermarked i det øjeblik én følgende to ting sker:
1) Skralderen bryder en lås op for at komme til maden.
2) Skralderen bevæger sig ind på aflåst område.
- Det er i strid med straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1, at skaffe sig adgang til fremmed hus eller andet ikke frit tilgængeligt område, forklarer Justitsministeriet til Politiken.
Hærværk er strafbart
Justitsministeriet påpeger, at det selvfølgelig ikke er i orden at ødelægge andres ting. Heller ikke supermarkeders. Så hvis en skralder for eksempel ødelægger Nettos affaldscontainer, så er det hærværk og hærværk er strafbart:
- Såfremt der ødelægges eller beskadiges genstande, vil dette kunne straffes efter straffelovens § 291, stk. 1, om hærværk, påpeger Justitsministeriet til Politiken.
I klippet herunder spiser jeg den skraldede T-bone steak, jeg fandt mandag nat. Den smagte, heldigvis, fremragende!