Kort nyt
Midt- og Vestjylland med fremme i stor undersøgelse
For to midt- og vestjyske kommuner ser det særdeles godt ud, når det kommer til forældrenes tilfredshed med de danske folkeskoler.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af CEPOS.
Populær ost tages af hylderne i en periode
Fra uge 2 til og med uge 6 bliver Arlas ost Gammel Knas taget af hylderne i landets butikker, oplyser Arla i en pressemeddelelse.
Der skulle have været sendt 10 tons Gammel Knas ud i butikkerne i den periode, men ifølge pressemeddelelsen fra Arla, så lever sendingen ikke op til mejeriets eget kvalitetskrav.
- Selv i en periode med meget høj efterspørgsel på Gammel Knas, vil vi aldrig gå på kompromis med kvaliteten. Derfor trækker vi den helt af markedet i en kort periode, indtil den næste sending er klar, siger Svenja Troll, direktør for Arla Unika.
Arla opfordrer i stedet forbrugerne til at købe varianterne Havgus og Efterglød i stedet.
Nye regler betyder, at du ikke må fyre af i dag
Den 27. december har tidligere markeret den dag, hvor det er lovligt at begynde at fyre krudt af - men i år er det anderledes.
Regeringen har indført en ny lov, der træder i kraft i år, der betyder, at der kun må bruges fyrværkeri den 31. december og den 1. januar.
Uden for sæsonen er det kun uddannede scene- og festfyrværkere, der må afskyde fyrværkeri.
Det kan give bøder - og i særlig grove tilfælde fængselsstraf - hvis loven overtrædes.
Hvis du er i tvivl om reglerne, kan du læse mere på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside her.
Naturfond: - Drop torsken til nytårsmenuen
WWF Verdensnaturfonden opfordrer i en pressemeddelelse til, at danskerne dropper nytårstorsken.
De skriver blandt andet, at torsken er den art, der er allerhårdest presset i de danske farvande og i en sådan grad, at det i Østersøen er forbudt at fiske efter så meget som én enkelt torsk.
- Torsken har det ikke godt i Danmark, og det skyldes flere forskellige faktorer, men særligt fiskeri med bundslæbende redskaber. Indtil torskebestandene får mere ro til at genoprette sig, skal vi vænne os til at spise noget andet, og heldigvis har vores farvande faktisk en hel del at byde på stadigvæk, siger Henrike Semmler Le, havbiolog hos WWF Verdensnaturfonden.
Lang række af togafgange aflyses
En lang række afgange til og fra blandt andet Viborg, Skjern og Struer er fredag morgen aflyst.
Det fremgår af GoCollectives hjemmeside.
Aflysningerne skyldes materielforhold.
Du kan få det fulde overblik over aflysningerne her.
Advarer mod tåge
Der er lagt i ovnen til en weekend med mildt vejr og temperaturer op mod ni grader, men man skal som bilist fredag holde ekstra godt øje på grund af tåge og dis.
Det siger Mette Wagner, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), fredag morgen.
- Man skal altid køre efter vejrforholdene, men især her i løbet af natten er der dannet en del tåge, så man skal nok lige holde lidt længere afstand mellem bilerne, når man er ude at køre, siger hun.
Pas på: Vejspor blokeret
Hvis du kører fra Herning mod Holstebro fredag morgen, så vær ekstra påpasselig.
Der holder nemlig en trailer og blokerer et vejspor på Holstebromotorvejen.
Det fremgår af Vejdirektoratets Trafikinfo.
Traileren holder mellem afkørsel 20 Tvis og 21 Holstebro Ø.
Vejhjælp er på vej.
Skød med bomberør ud ad bilvindue
Julefreden blev torsdag aften brudt i Holstebro, da fire unge mænd ragede en lang række af sigtelser til sig.
Mændene, der har en alder på mellem 15 og 18 år, startede med at overfalde en person i en grad, som politiet vurderer som kvalificeret vold.
Da de fire personer blev konfronteret af et vidne, udviklede situationen sig dog endnu mere dramatisk.
Bilist efterlyser cykelsti
TV MIDTVEST har i december måned sat fokus på transport i Midt- og Vestjylland – og det har medført rigtig mange reaktioner fra seere og læsere, som har ønsket at deltage i debatten.
Én af dem er 54-årige Tina Beth Møller fra Kibæk, som ønsker en cykelsti på strækningen mellem Vorgod og Videbæk.
- Jeg har ikke lyst til at køre nogen ned, siger hun.
Stille vejr på julens hverdag
Fredag er den eneste hverdag, der er mellem juledagene og weekenden, og den byder på ganske udramatisk vejr.
Det bliver skyet, diset og stedvis tåget, oplyser DMI i regionaludsigten. Der kan komme let regn eller finregn, og temperaturerne lander mellem syv og ni grader. Svag til jævn vind fra sydvest.
Søger par at holde nytår sammen med
Laurits Peter Johansen og Caroline Jæger er nødt til at ændre deres planer for nytårsaften i sidste øjeblik, men parret går ikke i panik. Tværtimod.
De inviterer i stedet nogle - for dem - komplet fremmede mennesker indenfor.
- Vi tænker at lave noget god mad sammen, drikke noget god rødvin og hvis alle er friske på det, kan vi hoppe i vores udespa, når vi skal have champagne kl 12, skriver de blandt andet i et opslag på Facebook.
Gidsel førte an i sejr
Mathias Gidsel viste med ni scoringer vejen for håndboldholdet Füchse Berlin, der torsdag aften vandt 29-22 på udebane over Gummersbach i den tyske Bundesliga.
Den danske højreback - med rødder i Skjern - blev i sejren suppleret af landsmanden Lasse Andersson, der scorede fem gange for hovedstadsklubben.
Med sejren er Berlin stadig med i topstriden i den tyske liga. Melsungen ligger nummer et med 28 point, mens Füchse Berlin og THW Kiel følger efter med to point færre. Topholdet Melsungen har dog spillet en kamp færre.
Opgøret var det sidste for Füchse Berlin, inden at der i januar spilles VM i Danmark, Norge og Kroatien.
Aftentog aflyst
Go Collective meddeler, at to planlagte tog er aflyst 2. juledags aften.
Det er toget fra Struer til Thisted, med planmæssig afgang klokken 21.03, og et tog den modsatte vej - fra Thisted til Struer med planmæssig afgang klokken 22.29.
Der indsættes bus i stedet.
Familie er rejst tilbage til Thailand 20 år efter tsunamien
Trine Bødker Kristiansen fra Thyborøn oplevede sammen med sin familie den dødbringende tsunami på nærmeste hold i 2004. Præcis 20 år senere er hun igen på ferie i Thailand.
-Alt det gode, vi godt kan lide at være her for, vandt. Frem for at være bange og bekymrede, siger Trine Bødker Kristiansen.
Det var en ren tilfældighed, der reddede hendes og hendes families liv, da flodbølgen væltede ind over paradiskysten på Phuket, hvor de befandt sig 2. juledag i 2004.
Indbrud for anden gang på kort tid
Juledag om aftenen var ThyRep i Thisted udsat for indbrud. Igen.
Det er anden gang på to måneder.
- Vi har haft butikken i syv år, og vi har aldrig haft indbrud før det, fortæller Nikolai Josef Sørensen, som er en af indehaverne.
Nu vil de øge sikkerheden.
Rejs dig fra julebordet
Juledagene er for de fleste proppet med masser af god mad, men ind imellem får man måske lyst til lige at rejse sig lidt fra julebordet.
Det ved de alt om hos Morsø Fodslaw, som traditionen tro har budt på julemotion 2. juledag. Og igen i år har det været en stor succes med godt 500 deltagere.
Sønnike giver nyt liv til Johnny Madsens sange
Rasmus Madsen tager i de næste to år på turné med sin fars, Johnny Madsens, mange sange.
Her fortæller han om, hvad der fik ham til at gøre det, og hvordan det har været at miste sin far.
GoCollective aflyser en række togafgange
GoCollective aflyser flere togafgange på grund af materielforhold. Det drejer sig primært og strækningen mellem Thisted og Struer - og retur.
De påvirkede afgange er:
Fra Struer mod Thisted klokken 17.03 og 19.03.
Fra Thisted til Struer klokken 18.29 og 20.29.
Fra Struer mod Aarhus H klokken 20.36.
Der er indsat busser fra Venø busser mellem Struer og Thisted og omvendt. De burde køre samtidig med de planlagte togafgange.
GoCollective henviser til næste togafgang ved strækningen mellem Struer og Aarhus H klokken 21.36.
Andet år i træk: Kanonslag kastet efter heste
Sidste år fik Jane Morgan Sørensen kastet kanonslag ind på hendes hestefold. Hun er forarget over, at folk kan finde på at skræmme dyr på den måde.
Det fik hende til at politianmelde sidste års hændelse, som hun troede ville gøre en ende på nytårsløjerne.
Men nu er det sket igen.
Ny miljøafgift spænder ben
En ny miljøafgift på lastbiler træder i kraft fra det nye år til stor frustration for direktør fra Thisted.
I det nye år træder regeringens nye kilometerafgift i kraft - hvilket betyder, at lastbiler på over 12 tons skal betale en afgift pr. kilometer, de kører.
Det bliver dyrt for Jesper Kjær Andersen, der er direktør i Gear Up Green i Thisted, der mener den nye afgift vil spænde ben for midt- og vestjyske virksomheder.
Styrt har forandret Vingegaards krop
Jonas Vingegaard styrtede voldsomt i foråret under det spanske cykelløb Baskerlandet Rundt.
Det har efterfølgende forandret hans krop, fortæller han.