Danmarks længst siddende borgmester siger stop

61-årige Erik Flyvholm (V) har siddet for bordenden i Lemvig Kommune siden 2007. Inden da var han i fem år borgmester i den daværende Thyborøn-Harboøre Kommune.

Erik Flyvholm

Lemvig Kommunes mangeårige borgmester, venstremanden Erik Flyvholm, har besluttet, at han ikke genopstiller ved kommunalvalget i 2025.

61-årige Erik Flyvholm har siddet for bordenden i Lemvig Kommune siden 2007. Inden da var han i fem år borgmester i den daværende Thyborøn-Harboøre Kommune. Det gør ham til Danmarks længst siddende borgmester – sammen med partifællen i Jammerbugt Kommune Mogens Christen Gade, der heller ikke genopstiller. Vel at mærke blandt de nuværende borgmestre. 

Danmarksrekorden tilhører Keld Rasmussen, der i ikke færre end 39 år var borgmester i Brøndby valgt for Socialdemokratiet.

Erik Flyvholm melder officielt ud, at han ikke genopstiller, ved aftenens kommunalbestyrelsesmøde på rådhuset i Lemvig.

- Når denne periode slutter, har jeg været kommunalpolitiker i 28 år. De første fire år som viceborgmester og de sidste 24 år som borgmester. Det er lang tid som borgmester. Jeg har besluttet, at denne periode er min sidste og giver stafetten videre med god samvittighed, siger Erik Flyvholm.

Han tilføjer:

- Det er en stor ære at få lov til at blive valgt som borgmester. Det er en tillid, som jeg har forsøgt at leve op til efter bedste evne, og det vil jeg også gøre i resten af denne valgperiode.

Erik Flyvholm siger videre, at han er fyldt med taknemmelighed fra det, han kalder ”en fantastisk rejse”.

Med Flyvholms exit siger Venstre farvel til hele fem siddende borgmestre i landsdelen ved næste valg. 

Før Flyvholm har Ulrik Wilbek i Viborg, Hans Østergaard i Ringkøbing-Skjern, Niels Jørgen Pedersen i Thisted og Peder Christian Kirkegaard i Skive meddelt, at de stopper ved næste valg.

Det samme gælder i øvrigt socialdemokraten H.C. Østerby i Holstebro. 

Dermed er det på forhånd givet, at der skal en ny borgmester til efter næste valg i seks af de 13 kommuner i Midt- og Vestjylland. De øvrige syv borgmestre går efter genvalg i 2025.

Herunder kan du se det interview, som TV MIDTVEST lavede med Erik Flyvholm tirsdag, efter han havde meldt sin beslutning ud. 

10:09