Festivalen, han ikke ville hjem fra: Festivalgæst blev forvist tre gange
En festivalgæst blev tre gange bedt om at forlade området.
Haze over Haarum er tilsyneladende en festival, man ikke vil hjem fra. Heller ikke selvom man bliver smidt hjem.
Det lykkedes nemlig en festivalgæst på festivalen ved Harboøre at blive smidt væk fra festivalen hele tre gange på én dag.
Det fortæller politiassistent ved lokalpolitiet i Holstebro David Dyrmose.
I visitationen på vej ind på festivalpladsen blev manden taget med en foldekniv på sig, og desuden med 11.000 kroner i kontanter.
Det fik politiet til at beslaglægge en del af pengene, da den 26-årig festivalgæst også havde gæld til det offentlige.
Haze over Haarum bekræfter, at en mand er blevet afvist ved indgangen til festivalen, og har fået klippet sit armbånd, fordi han havde medbragt en kniv.
- Han blev selvfølgelig vist ud og fik taget sit armbånd. Vi er jo ikke interesseret i, at der er nogen ballademagere, som er med til festivalen, forklarer festivalformand Hanne Noermark.
Men den 26-årige mand fra Struer gav ikke op så let. Under en halv time efter han blev vist væk fra indgangen, mødte politiet ham umiddelbart i nærheden af festivalen, hvor han og en gruppe andre mennesker "påkaldte sig politiets opmærksomhed":
- Vi kom gående med narkohunde, og så var der nogle, der forsøgte at forsvinde derfra. Han var ikke hovedpersonen her, men han blev gentkendt og igen bedt om at forlade området, siger David Dyrmose.
Det var den 26-årige mand tilsyneladende ikke var interesseret i.
Halvanden time efter var han nemlig på vej ind igennem indgangen igen. Det lykkedes ham at købe en ny billet, før han blev genkendt ved indgangen og for tredje gang bedt om at forsvinde fra stedet.
Ifølge formanden for festivalen er der ikke meget, personalet kan gøre, for at en gæst slipper afsted med at købe billet, selvom vedkommende én gang er blevet afvist.
- Det er svært at holde øje med flere tusind mennesker, som køber billet, siger Hanne Noermark.
Den tredje gang, manden blev mødt af politiet, blev han anholdt og taget med på politistationen i Holstebro. Han er nu sigtet for besiddelse af kniv og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.