I nærkontakt med sky gnaver: Derfor kan det lade sig gøre

Bæverne er kendt som meget sky dyr, men i Klosterheden er det lykkedes flere at komme på tæt hold. Zoolog Morten Vissing giver her et bud på hvorfor.

I 1999 blev der sat 18 bævere ud i Klosterheden - og nogle af dem ser ud til at have vænnet sig til menneskelig aktivitet.
I 1999 blev der sat 18 bævere ud i Klosterheden - og nogle af dem ser ud til at have vænnet sig til menneskelig aktivitet.
Foto: Ditte Georg Wraae, TV MIDTVEST

Flere naturelskere har på det seneste fået en helt speciel oplevelse i det store skovområde  Klosterheden mellem Lemvig og Holstebro.

Det er lykkedes dem at komme helt tæt på en bæver, der ellers regnes for at være et meget sky dyr. En af TV MIDTVESTs videojournalister har også haft held med at lave levende billeder på tæt hold af den store gnaver.

Og hvordan kan det så lade sig gøre - er der tale om et sygt dyr, eller hvad er forklaringen?

TV MIDTVEST har bedt Morten Vissing, der er zoolog i Aqua Akvarium & Dyrepark i Silkeborg, give et bud. 

Aqua har, siden de første bævere blev sat ud i Klosterheden i 1999, haft flere af de store gnavere i sin dyrepark, og Vissing har også selv haft fornøjelsen af at være tæt på en bæver i den vestjyske plantage.

- Det er rigtigt, at bævere normalt er meget sky, men ved Møllesøen i Klosterheden er der et gammelt par, som ser ud til at have vænnet sig til menneskelig aktivitet. Samtidig ser de meget dårligt, og hvis man ikke står i vindretningen og ellers forholder sig stille og roligt, kan det sommetider lade sig gøre at komme tæt på, siger Morten Vissing.

Han peger også på, at bæverne om vinteren er tvunget til at opholde sig mere på land for at finde føde, og så er der en anden vigtig faktor. Bæverne er fredet i Danmark, og dermed ikke så sky som i Norge og Sverige, hvor de må jages.

0:32
I weekenden lykkedes det TV MIDTVESTs udsendte at lave disse billeder af en bæver i Klosterheden

Nye billeder til tv-arkivet

På TV MIDTVEST har vi gennem årene samlet en del stillbilleder og videoer af bævere i arkivet. De fleste af dem er optaget på lang afstand og i mere eller mindre mørke.

Det ændrede sig imidlertid i lørdags, da en af vores reportere skulle lave et interview med Annette Aurelius. Dagen forinden havde Aurelius for første gang haft held til at fotografere en vild bæver i Klosterheden, og de aftalte at mødes der, hvor hun havde taget billederne.

Og sandelig... da reporteren nåede frem, var bæveren atter på land, og hun kunne komme tæt på og få masser af flotte billeder til aftenens udsendelse.

Før det havde også naturfotograferne Lars Mikkelsen og Dennis og Betina Sumborg Nielsen  været heldige at komme tæt på den store gnaver.