Boksedebat raser: De fleste giver dansk verdensmester ret

Selvom fødselsattesten viser, at bokserne bør stille op i kvinderækker, så er mange imod.

3:37
Hør, hvordan Dina Thorslund ser på debatten i klippet ovenfor.

Debatten styrer i mange retninger, efter verdensmesteren i boksning, Dina Thorslund, fortalte om sit syn på at kvindelige boksere, som angiveligt har mandlige kønskromosomer, vælger at stille op i kvinderækken til OL.

Den holdning er hun ikke ene om.

Blandt andet skriver Michael Eriksen i kommentarsporet på Facebook, at han synes, "det er en grotesk situation, som ikke burde kunne være kommet på tale fra start af."

En anden stemmer i med samme holdning: "Jeg mener det samme som Dina. Og hvis der er flere deltagere med den kromosomfejl, så må de stille op mod hinanden i deres gruppe af mellem/intetkøn," skriver Victoria Trolle-Millbrath.

Det sker efter, at bokser Dina Thorslund i en artikel til TV MIDTVEST forholdte sig til problematikken, hvor hun kaldte hele situationen for uretfærdig.

Der er specifikt tale om bokserne Imane Khelif fra Algeriet og Lin Yu-ting fra Taiwan. Ifølge det internationale bokseforbund viste tests i forbindelse med VM, at bokserne har de mandlige kønskromosomer, X og Y, hvor kvinder normalt har to X-kromosomer. Derfor er de begge tidligere blevet nægtet at stille op i kvindeklasserne ved VM.

Debatten er nu blevet så ophedet, at den algeriske bokser Imane Khelifs far har blandet sig. På den franske tv-kanal BFMTV fremviser han sin datters fødselsattest. Det skriver TV 2.

- Mit barn er en pige. Hun blev opdraget som en pige. Hun er en stærk pige. Jeg har opdraget hende til at arbejde hårdt og være modig, fortæller faren.

Over 520 har skrevet en kommentar på Facebookopslaget, hvor langt de fleste deler Dina Thorslunds mening.

Men der er også andre holdninger iblandt, som har sympati for kvinderne, som er født med et X og Y kromosom.

For eksempel skriver Filip Milo Elstrøm Nielsen: "Hun har fra fødslen en kromosomfejl, som gør, at hun har et naturligt højt niveau af mandelige kønshormoner!! Hun er ikke transkønnet men tvekønnet - så i princippet hverken mand eller kvinde og så alligevel begge dele. Så uanset hvilken kategori hun bliver placeret i, så er den forkert", skriver han.

Dina Thorslund afslutter debatten med at pointere, at hun mener, at der skal ses på reglerne.