Boligpriser stiger for syvende måned i træk i Region Midtjylland

Kvadratmeterprisen på huspriser i Region Midtjylland er over de seneste syv måneder steget til 13.476 kroner.

På landsplan er kvadratmeterprisen på solgte boliger på rekordhøjt niveau.
På landsplan er kvadratmeterprisen på solgte boliger på rekordhøjt niveau.
Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Det er gode tider at sælge hus i.

Det kan flere og flere i Region Midtjylland konstatere ud fra tal fra boligsiden.dk.

Her viser statistikken, at boliger solgt i Region Midtjylland for syvende måned i træk er steget i kvadratmeterpris.

I januar var den gennemsnitlige kvadratmeterpris på solgte villaer og rækkehuse på 12.788 kroner. Herfra faldt den i to måneder i til 12.690 i marts. Men siden er det kun gået op.

Især fra juli til de seneste tal fra oktober har huspriserne ud fra kvadratmeterpris taget et hop. I juli var gennemsnitsprisen 12.925 kroner, mens det i oktober var steget til hele 13.476 kroner.

Mindre godt er det gået kvadratmeterpriserne i Region Nordjylland. De er faldet de seneste fire måneder til 9.785 kroner.

Rekord på landsplan

Det er ikke kun i Region Midtjylland, at tallene er gået op.

Set på landsplan er huspriserne steget i seks måneder i træk til et historisk højt gennemsnit på 15.248 kroner per kvadratmeter. Det er den højeste pris i indeksets tiårige historie.

Det svarer til en stigning på fem procent set i forhold til 2019.

Flere har allerede overgået 2019

Flere kommuner i Midt- og Vestjylland har allerede overgået sidste års total på antallet af solgte boliger.

Det drejer sig især om kommunerne langs kysterne.

Disse kommuner har allerede solgt flere boliger end i hele 2019:

  • Thisted: 0,9 procent over 2019-niveau
  • Vesthimmerland: 2,7 procent over 2019-niveau
  • Struer: 3,5 procent over 2019-niveau
  • Morsø: 4,1 procent over 2019-niveau
  • Holstebro: 4,5 procent over 2019-niveau
  • Lemvig: 10,2 procent over 2019-niveau
  • Ringkøbing-Skjern: 14,4 procent over 2019-niveau
  • Skive: 17,5 procent over 2019-niveau

Følgende kommuner har endnu ikke overgået antallet af solgte boliger fra 2019:

  • Favrskov: 0,1 procent fra 2019-niveau
  • Ikast-Brande: 2,7 procent fra 2019-niveau
  • Herning: 3,3 procent fra 2019-niveau
  • Silkeborg: 5,3 procent fra 2019-niveau
  • Viborg: 7,6 procent fra 2019-niveau