Cykelekspert: Sådan skal man tolke Vingegaards sæsonplaner
Spørgsmålet er, om han kan blive så god, at han kan matche Tadej Pogacar, lyder det.
Tirsdag løftede Vingegaard sløret for, hvornår han vil stå klar ved startlinjen til årets forskellige cykelløb.
Blandt andet tæller programmet løb som Tour de France, Vuelta a Espana og Paris-Nice.
- Jeg er egentligt ikke så overrasket over programmet. Vingegaard har jo valgt en opskrift på sin sæson, som tidligere har fungeret. Han kører en serie af forskellige etapeløb i foråret, som han sigter efter at vinde, men som han dybest set bruger på at køre sig i form til det store brag, som er Tour de France til juli, fortæller Trine Schmidt, som er cykelekspert på TV MIDTVEST.
Med dagens udmeldinger om den kommende sæson er der lagt op til en særdeles god en af slagsen, spår eksperten.
- Der er ikke ingen tvivl om at med de udmeldinger, vi får fra Jonas Vingegaards lejer, så er han virkelig motiveret for at vinde Tour de France. Hvis han kommer godt igennem vinteren, og får et godt forår uden nogen uheld, så kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke skulle se Jonas Vingegaard i den absolut bedste form nogensinde. Spørgsmålet er så, om han kan blive så god, at han kan matche Tadej Pogacar, forklarer Trine Schmidt.
Et af de løb som cykelrytteren ikke kommer til at deltage i er Giro d'Italia, som køres hvert år i maj.
- Jeg er ikke i tvivl om, at han går efter at vinde giroen på et tidspunkt. Når det er sagt, så er det svært at toppe to gange lige efter hinanden. Og Tour de France er det ubetinget vigtigste cykelløb for Jonas Vingegaard, så kan jeg godt forstå, at han vælger, som han gør, siger Trine Schmidt.