Ekspert kritiserer stillestående vindmøller: Det er den voldsomste flaskehals i Danmark
I perioder producerer de danske vindmøller mere el, end vi kan nå at udnytte. Professor efterlyser mere fokus på løsninger, der kan udnytte vindenergien mere effektivt.
Vi får i højere og højere grad vores strøm fra grønne energikilder som vind og sol.
Faktisk producerer de danske vindmøller i perioder så meget el, at vi ikke kan nå at bruge det.
Derfor sker det, at vindmøller simpelthen bliver taget ud af drift i blæsevejr.
Det er et stort problem, fortæller Frede Hvelplund, der er energipolitisk professor ved Aalborg Universitet.
- Når man kører forbi den ene vindmøllepark efter den anden, der står stille i blæsevejr, så undrer det, at man skal sætte den ene nye vindmøllepark op efter den anden, siger Frede Hvelplund.
Ifølge Frede Hvelplund har hele systemet omkring vindenergi et fundamentalt problem:
- Man har ikke lavet et system, der kan absorbere al den energi, man producerer. Man har valgt at bruge en masse kræfter på at bygge effektive vindmøller, men man har ikke lavet et system, der kan modtage energien, siger han.
Frede Hvelplund forklarer, at man endnu ikke har effektive løsninger, der kan lagre vindenergien, så man kan gemme den til perioder, hvor der er mindre vind.
Han peger på, at en løsning kunne være at udnytte den overskydende vindenergi til at producere varme.
- Rent teknisk har vi de løsninger. Problemet er, at man har lavet en energipolitik, som ikke har åbnet døren for de løsninger, siger han.
Utilstrækkeligt elnet
Alternativet til at lagre den overskydende energi er at distribuere den videre til Tyskland.
Men der støder den grønne el på endnu et problem.
Tyskerne har selv en stor produktion af el med vindmøller i det nordlige Tyskland, og landet har endnu ikke et elnet, der kan føre strømmen til det sydlige Tyskland, hvor den tyske industri ville kunne bruge den.
Hvis man ikke får flyttet den overflødige strøm andre steder hen, vil der opstå en overophedning i kablerne i Danmark.
Derfor er det nødvendigt at slukke for vindmøllerne.
Professoren peger på, at det kun bliver værre i de kommende år, hvis man ikke får udarbejdet nogle løsninger.
- Hvis man bare bygger havvindemølleparker uden at løse problemerne, så får man lange perioder med alt for meget vindstrøm, som man ikke ved, hvad man skal bruge til, siger han.
Det scenarie kalder Peter Markussen, der er afdelingschef i Energinet, for meget uheldigt.
- Det er også derfor, vi prøver at lave en langsigtet planlægning, hvor vi ser på, hvordan vi kan få det passet ind i det nordeuropæiske energisystem, siger han.
Du kan høre mere om sagen i vores nyhedsudsendelse kl. 19.30.