Faldende elevtal truer gymnasier i mindre byer frem mod 2030

Der skal ses på taxameterordning og elevfordeling, mener minister, som vil lande aftale inden sommerferien.

Der er gang i eksamenerne i hele landsdelen. (Arkivfoto)
Der er gang i eksamenerne i hele landsdelen. (Arkivfoto)
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Gymnasier i mindre byer har oplevet fald i elevtallene de seneste år, og den udvikling ser ud til at fortsætte frem mod 2030.

Det viser et nyt notat fra Børne- og Undervisningsministeriet.

I 2021 modtager 26 gymnasier udkantstilskud, som typisk gives til gymnasier i tyndt befolkede egne.

Ifølge notatet har kun to af de 26 gymnasier oplevet en stigning i antallet af elever, der påbegynder en gymnasial uddannelse, siden 2012.

Udviklingen på gymnasier, som modtager udkantstilskud 2012-2020:

Ændring i tilgangen i perioden 2012-2020Antal institutioner
0,01 til 25 procent2
-24,99 til 0 procent8
-34,99 til -25 procent10
-45 til -35 procent6
I alt26

Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet

Faldende elevtal kan presse gymnasiernes økonomi. Hvis et gymnasium må lukke, kan det få negative konsekvenser for et lokalsamfund.

Det siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S). Hun kalder situationen "meget alvorlig".

- Man kan politisk træffe en beslutning om, at vi har et ønske om gymnasier i alle afkroge af Danmark.

- Hæderkronede gymnasier og uddannelsesinstitutioner skal ikke lukke, fordi vi står i en situation, hvor der er faldende elevtal, siger hun.

Ifølge ministeriet kan faldet i elevtal skyldes en nedgang i størrelsen af årgangene. Det kan også skyldes, at unge nogle steder søger mod større byer, lyder det.

Samlet set har de 26 gymnasier oplevet et fald i tilgangen på 25 procent.

- Det skønnes, at disse gymnasier frem mod 2030 vil opleve en yderligere aktivitetsnedgang på mellem 10 og 25 procent i forhold til 2018, lyder det i notatet.

Skønnet tager ikke højde for ændrede søgemønstre eller politiske tiltag. Det er baseret på en fremskrivning af den demografiske udvikling.

Midt- og vestjyske gymnasier der modtager udkasttilskud i 2021Forventet udvikling i taxametertilskuddet som følge af demografisk udvikling (2018-2030)
Ringkjøbing Gymnasium- 25 procent
Morsø Gymnasium- 23 procent
Thisted Gymnasium, STX og HF- 20 procent
Vesthimmerlands Gymnasium og HF- 16 procent
Vestjysk Gymnasium Tarm- 15 procent
Struer Statsgymnasium- 15 procent
Lemvig Gymnasium- 15 procent
Ikast-Brande Gymnasium- 13 procent
Bjerringbro Gymnasium- 12 procent

Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet

Gymnasierne er afhængige af tilskuddet

Gymnasiernes økonomi er afhængig af taxameterordningen, som betyder, at de får bevillinger per elev.

Når eleverne bliver færre, bliver pengene det også.

Ifølge notatet forventes de 26 gymnasier at opleve et fald i taxametertilskud på mellem 11 og 25 procent frem mod 2030.

Ministeren har som mål at nå en politisk aftale om elevfordeling inden sommerferien. Løsningerne er hun ikke parat til at gå ind i.

Hun siger dog, at regeringen er optaget af at se på, hvordan taxametrene skal være skruet sammen.

Der skal også ses på, hvordan man tildeler kapacitet på de forskellige gymnasier.

- Det koster både på økonomi, men også i forhold til, hvordan vi tildeler, hvor mange klasser der skal være på hvert af gymnasierne, siger Rosenkrantz-Theil.

/ritzau/