Google: Derfor er Vibeke Nipper 32 år og para-atlet

Kommunikationschef i Google Danmark sætter nu flere ord på søgeresultat, der har fået Vibeke Nipper til at undre sig.

0:29
Hør kommunikationschef i Google Danmark Jesper Vangkilde forklare, hvor det går galt.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST/ Mark Toxværd Rasmussen, TV MIDTVEST

Det er en klar fejl, at man kan blive efterladt med det indtryk, at journalist og tv-vært Vibeke Nipper er 32 år gammel, para-atlet og bosat i Aalborg, hvis man googler hendes alder.

Det erkender kommunkationschef i Google Danmark Jesper Vangkilde, efter TV MIDTVEST fredag fortalte, at to søgninger knyttet til Vibeke Nipper giver misvisende resultater.

- Google henter nogle informationer fra internenttet, som i de her tilfælde viser sig at være forkerte. Det skal vi selvfølgelig have rettet, siger Jesper Vangkilde.

Ved søgningen "Hvor bor Vibeke Nipper" fremhævede Google eksempelvis følgende tekst: 

- Hun er født og opvokset i Holstebro, hvor hun i mange år var en del af Holstebro Svømmeklub. I dag bor hun i Aalborg, hvor hun sideløbende med sin svømmekarriere læser HA på Aalborg Universitet.

Der er dog ikke mange sandheder i ovenstående tekst.

- Det passer ikke. Det er ikke mig, lød det fra Vibeke Nipper, der er kendt fra Fotovognen.

1:26
Hør Vibeke Nipper fortælle om, hvilke tanker hendes oplevelse har sat i gang.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Søgningen "Hvor gammel er Vibeke Nipper?" giver ligeledes et forkert resultat, da det fremstår som om, at Vibeke Nipper er 32 år i stedet for de rigtige 62 år.

Opmærksomme Google-brugere vil dog bemærke, at Google udemærket ved, at Vibeke Nipper er en årgang 1962.

Ved søgningen "Vibeke Nipper" popper en lille boks op, hvor det tydeligt fremgår, at hun er 62 år.

- Når man søger på eksempelvis personer, så dukker boksen op med faktuelle oplysninger. I næsten alle tilfælde er oplysningerne rigtige, understreger Jesper Vangkilde.

Artiklen fortsætter under billedet.

Google ved, at Vibeke Nipper er 62 år gammel, men søgningen "Hvor gammel er Vibeke Nipper?" kan alligevel give et andet indtryk.
Google ved, at Vibeke Nipper er 62 år gammel, men søgningen "Hvor gammel er Vibeke Nipper?" kan alligevel give et andet indtryk.
Foto: Skærmbillede / Google

Efterlyser feedback

Ekspert i søgemaskineoptimering og head of marketing hos Komplet Web Luciano Bellacci mener ligeledes, at Google i mange tilfælde har ret.

I nogle tilfælde kan de forkerte oplysninger dog blive fremhævet.

- Google forsøger at analysere hele teksten. Når der står noget tekst, så forbinder Google det med den tekst, der står omkring, forklarer han.

Hvis man oplever fejl i Googles resultater, så bør man fortælle det til Google, lyder det fra Jesper Vangkilde.

- Der er en lille feedback-knap, hvor man kan fortælle, hvad der er forkert. Bagefter kigger vi på det med menneskeøjne, siger kommunikationschefen.

Det er muligt at give Google feedback, hvis man er utilfreds med det resultat, man får.
Det er muligt at give Google feedback, hvis man er utilfreds med det resultat, man får.
Grafik: Skærmbillede / Google

I første omgang har Vibeke Nipper ikke informeret søgegiganten om fejlene.

- Det er ikke alvorligt. Jeg har smilet af det, fordi det er så langt ude, men hvis det havde været krænkende, så havde jeg gjort noget, fastslår hun.

Resultat har ændret sig

I skrivende stund giver søgningen "Hvor gammel er Vibeke Nipper" stadig indtrykket af, at Vibeke Nipper er 32 år gammel og para-atlet.

Nu henviser Google dog til den TV MIDTVEST-artikel, der i første omgang beskrev problemet, og ikke det Facebook-opslag, der tidligere var tilfældet.

Søgningen "Hvor bor Vibeke Nipper?" henviser ligeledes til fredagens artikel og ikke længere en side om åbent hus på TV MIDTVEST.

Det er uvist, hvornår søgeresultaterne bliver ændret.