Ombudsmand overlader Støjberg-sag om asylpar til kommission
Kommission vil undersøge ulovlig instruks i sag om adskillelse af asylpar, og ombudsmanden lader den overtage.
Ombudsmanden vil overlade sagen om adskillelse af unge asylpar, som daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) var ansvarlig for, til en kommission.
Det meddeler han i en pressemeddelelse.
- Ombudsmandsinstitutionens hovedopgave i denne sag har været at sikre, at de berørte asylpars rettigheder efter dansk ret og internationale konventioner bliver respekteret. Den opgave anser jeg for løst, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.
Han tilføjer, at han vil afvente det nærmere oplæg for kommissionen, før han tager endelig stilling til, om han har grundlag for at foretage sig mere i sagen.
Efter et møde mellem justitsminister Nick Hækkerup (S) og partierne SF, De Radikale, Enhedslisten og Alternativet blev det tidligere i september besluttet, at en kommission skal undersøge forløbet omkring instruksen om at adskille asylpar.
- Når det nu er besluttet at nedsætte en undersøgelseskommission, må det klare udgangspunkt være, at videre undersøgelse af sagen foregår i kommissionen, siger Jørgen Steen Sørensen.
Ulovlig instruks skyld i sagen
Sagen om de unge asylpar - også kendt som barnebrudssagen - omhandler en ulovlig instruks om at adskille alle asylpar, hvis den ene part var under 18 år.
Instruksen blev udsendt i en pressemeddelelse i februar 2016. Udlændingestyrelsen fik besked fra ministeriet om at administrere efter den. Folketingets Ombudsmand betegnede i foråret 2017 instruksen som ulovlig.
Tidligere i år kom det frem, at der var dokumenter i sagen, som ombudsmanden ikke havde modtaget til sin undersøgelse.
Derfor skrev Udlændinge- og Integrationsministeriet i april, at ministeriet satte gang i en intern eftersøgning.
Men da der skal nedsættes en undersøgelseskommission, forventer ombudsmanden ikke at modtage mere materiale fra ministeriet.