Priserne rasler ned – men fremtiden er meget usikker

I år har været et jubelår for bilisterne, for priser på brændstof rasler ned. Men usikkerheden lurer.

0:24
De faldende benzinpriser falder i god jord hos bilisterne hos OK i Struer.

Lommesmerterne hos bilisterne er blevet noget mindre, som året er skredet frem.

For det er blevet knapt så dyrt at tanke benzin- eller dieselbil den seneste tid. For lige nu er priserne de laveste i år.

- Det er dejligt, når vi kører mange kilometer. Det er rart! Vi er jo pensionister, så det har meget at sige på en folkepension, fortæller Ketty Wang Stubkær, Bremdal.

Folkepensionisten bliver bakket op af den studerende Kristian Skjødsholm fra Struer. For benzinprisen betyder meget, hvis man ikke har verdens højeste indkomst.

- Det er ikke sådan, at jeg har alverdens af penge i forvejen, siger den lærerstuderende Kristian Skjødsholm.

Priserne på benzin ligger her i begyndelsen af september på det laveste niveau siden december 2023, mens man skal tilbage til juli 2023 for at finde lavere dieselpriser.

Det viser en gennemgang af listepriserne hos brancheforeningen Drivkraft Danmark.

Listepriserne er typisk højere end den reelle pumpepris hos tankstationerne, men faldet i listepriser fungerer som en indikation for prisudviklingen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Udviklingen har overrasket eksperterne.

- Priserne er markant lavere, end hvad man havde formodet, siger forbrugerøkonom Ilyas Dogru fra FDM.

- Priserne er noget lavere end forventet. Absolut, siger Jan Bylov energistrateg og ekspert i brandstofpriser hos Jyske Bank.

Den positive overraskelse for bilisterne kan mærkes på pengepungen. 

For en gennemsnitlig benzinbil vil bilisten spare 1250 kroner på et år, hvis man kører 20.000 kilometer om året, for hver gang literprisen falder med en krone, forklarer Ilyas Dogru.

Hos bilisten Kristian Skjødsholm vækker det da også glæde, at dankortet ikke bliver lænset helt så voldsomt, når transportmidlet skal fyldes op.

Derfor har den lærerstuderende også et klart ønske:

- Jeg vil gerne have, benzinen bliver billigere endnu. Det kunne da være meget lækkert, siger Kristian Skjødsholm.

Oliepriser falder

For at finde ud af, om bilistens ønske bliver opfyldt, skal vi se på de globale oliepriser og på den danske stats afgifter på benzin og diesel.

Hvis vi begynder med oliepriserne, er priserne på råolie faldet, forklarer energistrateg Jan Bylov:

- Olieprisen har stort set været under pres hele året, siger Jan Bylov.

Den faldende pris skyldes, at efterspørgslen efter olie er lavere på verdensplan.

Samtidig har olieproducenter i Canada, USA og Brasilien skruet op for produktionen af olie, mens den dominerende oliealliance OPEC indtil videre har besluttet sig for ikke at skrue ned for produktionen.

Alt i andet betyder det altså, at der produceres mere olie, mens efterspørgsel ikke er fulgt med. Det presser priserne nedad.

Ekstremt usikkert

Det helt store spørgsmål er nu, om prisfaldet fortsætter. OPEC har meldt ud, at de vil skrue op for olieproduktionen næste år. 

Men nu er beslutningen om at sælge mere olie udskudt. Hvis OPEC holder fast i at sælge mere olie, vil prisen sandsynligvis falde endnu mere. Og det er for tidligt at sige, om den plan holder.

- Det er ekstremt usikkert. Olieprisen står fuldstændig og vipper med, hvad OPEC vælger at gøre. Nu er det sandhedens øjeblik for OPEC, siger Jan Bylov.

Afgiften stiger

Foruden den globale oliepris betyder statens afgifter på benzin og diesel også noget for prisen. Og her er der dårligt nyt til især dieselbilisterne. 

For til nytår stiger afgiften med 52 øre plus moms for hver liter. Og prisen kan risikere at stige omkring 10 øre mere, vurderer FDM. 

Det skyldes, at der kommer et krav til, at der fremover skal være blandes mere biodiesel i diesel.

Derfor kan det altså være en stakket frist med de lavere brændstofpriser.

- Man skal nyde det, så længe det varer, siger Ilyas Dogru.

Forbrugerøkonom fra FDM forklarer, at selvom 2024 har været et fornuftig for bilisterne, der tanker benzin og diesel, har det ikke betydet, at det ikke kan betale sig at være elbilist.

- Alt andet lige vil det være cirka 1000 kroner billigere per måned i brændstof at have en elbil end en sammenlignelig benzinbil, hvis man kan lade op derhjemme og udnytte, når strømmen er billig, siger Ilyas Dogru.