Regeringen undersøger mulighed for at få ukrainere hurtigere i job
Dansk Erhverv ser gerne fast track-ordning for ukrainere, der er flygtet fra Ukraine efter russisk invasion.
Regeringen vil undersøge, om en fast track-ordning for ukrainere med job på hånden kan realiseres.
Det siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) efter det, der betegnes som et stormøde mellem regeringen, arbejdsmarkedets parter, virksomheder, organisationer og interessenter.
Det er Dansk Erhverv, som har foreslået en sådan ordning. Flere af organisationens medlemmer har allerede jobaftaler klar med ukrainere, der er flygtet fra krigen i Ukraine.
Men det tager tid at få de nødvendige tilladelser, lyder det fra Dansk Erhverv.
- Det er vi nødt til at få vurderet juridisk og teknisk. Men vi kvitterer for forslaget og synes i udgangspunktet ikke, at det lyder tosset, siger ministeren.
- Men det er klart, vi er nødt til at have besøgt, om det også juridisk holder, og om man kan det ude i systemerne, siger Peter Hummelgaard.
Han siger, at der under alle omstændigheder vil være ventetid i sagsbehandlingen for ukrainerne, der er flygtet fra den russiske invasion af Ukraine.
Arbejdsgivere foreslår fasttrack-ordning
Men Hummelgaard ser gerne, at ventetiden bruges effektivt. Så eksempelvis kompetencer og uddannelse hos ukrainerne hurtigt afklares.
Dansk Erhverv siger, at virksomhederne savner hastighed i processen.
- Det er en meget ærgerlig situation: Virksomhederne mangler gode folk, og der står gode folk klar til arbejde. Man er enige om, at der er et match, men ting som cpr-nummer og skattekort mangler.
- Det har vi hørt adskillige meldinger om. Derfor foreslår Dansk Erhverv, at der indføres en fast track-ordning, så de pågældende kommer forrest i køen til at få disse ting, siger Peter Halkjær, arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv, i en pressemeddelelse.
Jysk er en af de virksomheder, der er udfordret. Det siger Rune Jungberg Pedersen, der er communications & CSR director i Jysk.
- Vi har brug for arbejdskraften, og når vi så helt konkret har nogle meget motiverede mennesker, som bare venter på at komme i arbejde, er det selvfølgelig frustrerende at skulle vente.
- Derfor vil en fast track-ordning være en gevinst for alle involverede, siger Rune Jungberg Pedersen.