Sjove byskilte forsvinder i hobetal - og du betaler for det
Kommunerne vil gerne markere, at skiltene er deres ejendom for at forhindre tyveri og videresalg. Men det må de ikke.
- Rom er væk.
Skiltemand i Lemvig Kommune Jens Ejnar Friis har parkeret sin ladbil i udkanten af landsbyen Rom syd for Lemvig.
Landsbyen er en af fem byer i Lemvig Kommune, der i løbet af den senste uges tid har mistet deres byskilte.
- Der er mange skilte, der forsvinder, konstaterer Jens Ejnar Friis, der inspicerer den tomme skiltestander.
Hvert skilt koster i omegnen af 1000 kroner, og regningen for de forsvundne skilte ender hos skatteborgerne.
Ligger i krig
Lemvig Kommune er hjemsted for byer som Paris og Rom, der med jævne mellemrum bliver frastjålet deres skilte.
Længere mod nord er det Klitmøller, der er eftertragtet blandt skiltetyvene.
- Vi har lidt en krig, fortæller Kim Søe Larsen, der er vejformand i Thisted Kommune.
I årenes løb er byskiltet til surferbyen forsvundet et utal af gange. Derfor har kommunen nu opsat et byskilt helt uden tekst for at afskrække skiltetyvene.
Skiltet uden bynavn har mindsket antallet af forsvundne skilte fra ét i ugen til ét i kvartalet, vurderer vejformanden.
Skiltene forsvinder dog stadig på unaturlig vis.
Det skyldes ifølge Kim Søe Larsen, at der bliver sat klistmærker på det navneløse skilt.
- Og når der er nok klistermærker, så bliver skiltet taget, forklarer Kim Søe Larsen, der vurderer, at Thisted Kommune hvert år mister 50 byskilte.
Udgør stor risiko
Mandag kunne TV MIDTVEST fortælle, hvordan seks byskilte var forsvundet fra fire landsbyer nær den sydlige del af Ringkøbing Fjord.
- Det er træls, at kommunens penge skal gå til den slags, lød det i den forbindelse fra afdelingslederen, Kristian Korsholm, der er afdelingsleder ved Vej og Park i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Afdelingslederen fortalte i samme ombæring, at byer som Tarm og Lem ofte bliver rippet for byskilte.
Skiltefolkene fortæller samstemmigt, at de forsvundne byskilte udgør en risiko for trafiksikkerheden.
- Hvis man tager et byskilt, må man køre 80 km/t igennem byen, forklarer Jens Ejnar Friis.
Ihærdige skiltetyve
I Lemvig har man forsøgt at sikre skiltene med popnitter i stedet for skruer og møtrikker.
Det resulterer i, at tyvene kommer forbi med vinkelsliber og stjæler skilt og ødelægger skiltestanderen.
De samme erfaringer har man gjort sig i Ringkøbing-Skjern og Thisted kommuner.
Kommunerne har i gennem længere tid ønsket at markere skiltene som deres ejendom. Det skal forhindre videresalg af skiltene.
- Hvis man piller det ned, kan man sælge det. Det er ikke til at se, at det er vores, forklarer Jens Ejnar Friis fra Lemvig Kommune om de nuværende skilte.
Vejdirektoratet har forbudt kommunerne at markere deres ejerskab direkte på skiltet.
I en mail TV MIDTVEST skriver Vejdirektoratet nu, at man er åbne over for at finde en løsning sammen med kommunerne.
- Hvis Ringkøbing-Skjern Kommune mener, at tyveri af vejskilte kan reduceres ved, at ejerskabet af skiltet fremgår på den ene eller anden vis, så vil Vejdirektoratet gerne se på, om der kan findes en løsning sammen med kommunen, skriver Vejdirektoratet.
Ved Rom skal Jens Ejnar Friis nu i gang med at sætte et nyt byskilt op, når det bliver leveret.
- Det kan være, der går 14 dage eller et år, før det forsvinder igen, siger han fra sin ladbil.