Tillidsmand: - Jeg har aldrig oplevet så udsultet et forsvar
Det står helt galt til på landets kaserner og i forsvaret i det hele taget, mener forfatter til ny bog. Og han bakkes op af en soldat og tillidsmand fra landsdelen.
Danmarks forsvar er i frit fald. Sådan lyder det fra journalist og forsvarsanalytiker Peter Ernstved Rasmussen, der netop har udgivet debatbogen, ”Forsvarsløs”.
- De besparelser, man indførte efter murens fald og den kolde krigs afslutning, de er i dag kommet helt ud af kontrol. Vi står med et smadret og ødelagt forsvar, siger Peter Ernstved Rasmussen.
I bogen beskriver han, hvordan han ser et dansk forsvar, som er stærkt udfordret og ikke er i stand til at leve op til sin kerneopgave, nemlig at forsvare Danmark.
Og det er vand på Jørgen Christian Pedersens mølle. Han er fællestillidsmand ved Ingeniørregimentet på Skive Kaserne, og har længe råbt op om de problemer, han oplever.
- Man har sparet igennem de sidste 30-35 år. Jeg har været ansat i 37 år, og jeg har aldrig oplevet så udsultet et forsvar, som det er lige nu. Samtidig siger politikerne, at de tilfører den ene milliard efter den anden - aktuelt 190 milliarder - men vi har ikke set den første krone endnu her tre år inde i forliget. Så vi er langt bagefter, siger Jørgen Christian Pedersen.
Soldaten og tillidsrepræsentanten medvirker i programmet ”Så’ det sagt” - et nyt format på TV MIDTVEST, hvor aktuelle politiske emner bliver debatteret med folkevalgte i landsdelen.
Og her står forsvarsordfører for Socialdemokratiet, Simon Kollerup, for skud. Den debat kan du følge i aften i vores 19.30-udsendelse.
- Det, der er sket, er, at vi har været underlagt besparelser i så mange år - og nu hvor vi skal til at bruge rigtig mange penge - og har rigtig mange penge - så er det faktisk svært at klemme alle de penge igennem et ret lille hul, for det er forsvaret slet ikke vant til, siger Simon Kollerup.
Men den forklaring køber Jørgen Christian Pedersen ikke. Han mener, der har været brug for penge de seneste 30 år.
- Politikerne har haft en anden agenda. De ville hellere bruge penge til noget andet, hvor de var mere sikre på at blive valgt. Populært sagt, så har politikerne slået brandalarmen fra. Så blev der brand i huset. Og nu vil man slå en brandalarm til, som er gået i stykker. Det er det, man kan sammenligne forsvaret med i dag, mener Jørgen Christian Pedersen.