Transportminister vil sikre jernbaneoverskæringer bedre: Vi kommer i mål med det
Regeringen kan godt se, at der er behov for en snarlig sikring af de tilbageværende jernbaneoverkørsler uden bomme, lyd eller blink.
Rundt i Danmark er der 80 jernbaneoverskæringer uden bomme. Derudover er der ti, hvor der hverken er bomme, lydsignaler eller blink. Og de skal sikres noget bedre snart, erkender transportminister Benny Engelbrecht (S) over for TV MIDTVEST.
Hvornår sker der noget?
- Der er allerede ved at ske noget. Den politiske beslutning er truffet for længst. Det handler om udførslen.
- Den præcise plan kommer vi til at drøfte på den anden side af sommerferien, siger han.
Reaktionen kommer i kølvandet på den ulykke, der skete sydvest for Silkeborg tirsdag, hvor en 35-årig kvinde mistede livet, da hun i sin bil blev påkørt af et tog.
Ved overkørslen er der lydsignaler og blink, men ingen bomme.
- Det er klart, at de jernbaneoverskæringer skal sikres bedre, og det skal vi komme i mål med.
- Politisk er der truffet beslutning om, at vi skal sikre jernbaneoverkørsler. I den konkrete situation ved vi endnu ikke, hvad der er sket. Det skal Havarikommissionen vurdere, afslutter ministeren.
De seneste ti år er 27 mennesker blevet dræbt i ulykker ved jernbaneoverskæringer.