Borgmester afviser at have snydt tilflyttere om skolelukninger

Sofie Brunsgaard mener, at Erik Flyvholm har lovet, at beholde skolerne i de små samfund. Men nu står Klinkby Skole til at lukke, som tilflytteren havde planlagt sin fremtid omkring.

13:49
Hør først Sofie Brunsgaard fremlægge sin kritik af borgmesteren, hvorefter Erik Flyvholm svarer på tiltalen.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

- Jeg blev lovet noget, jeg ikke har fået.

Det er den følelse, som tilflytteren til Lemvig Kommune Sofie Brunsgaard sidder med.

Sammen med hendes familie slog hun sig ned i den lille by Hygum og planlagde efter, at hendes børn skulle gå på den lokale Klinkby Skole.

Hun er uddannet læge, og inden hun færdiggjorde studiet, var hun på en tur til Lemvig med sine medstuderende, arrangeret af kommunen, hvor borgmester Erik Flyvholm (V) solgte ideen om at bo i kommunens stærke lokalsamfund.

- De lovede os, at Lemvig Kommune ikke kun var byen, det var også lokalsamfundene rundt om, og jeg vil næsten citere borgmesteren fra dengang: "Vi skal gøre det, vi er gode til, og det er lokalsamfundene", siger Sofie Brunsgaard.

Nu står Klinkby Skole til at lukke, og tilflytterens billede af fremtiden er krakeleret.

- Jeg er blevet lovet noget, jeg ikke har fået. Vi har købt og renoveret en ejendom et sted, vi havde håbet, var noget, men som ikke var det alligevel.

- Lige da valget blev taget, følte jeg mig vanvittig snydt, og det var en kæmpe mavepuster for os som familie. Vi følte lidt, at det hele væltede om ørene på os. Hvad skal det blive til, og hvad skal det ende med. Vi kan nok heller ikke komme af med det her, siger Sofie Brunsgaard og henviser til den ejendom, som familien nu har købt i Hygum.

Sofie Brunsgaard blev "lokket" til den lille landsby i Lemvig Kommune efter en bustur for medicinstuderende.
Sofie Brunsgaard blev "lokket" til den lille landsby i Lemvig Kommune efter en bustur for medicinstuderende.
Foto: Kasper Kristensen, TV MIDTVEST

- Det har hun ikke ret i

Manden med ansvaret for det hele i Lemvig Kommune, Erik Flyvholm, køber dog ikke påstanden om at have snydt Sofie Brunsgaard og hendes medstuderende. Det fortæller han onsdag aften til TV MIDTVEST, hvor han medvirkede i vores store fokus på skolelukninger og bosætninger i det segment, vi kalder Midtvejsvalget.

Kan du forstå, hvis Sofie Brunsgaard føler sig snydt?

- Jeg kan forstå, hvis hun bliver ked af, at den skole, hun selv kender, er lukningstruet.

- Den skole, vi taler om, ligger ikke så langt fra andre skoler. Men det er jo den, hun har valgt, som hun er ked af forsvinder, og det forstår jeg godt, siger Erik Flyvholm.

Hun føler sig lokket hjem til noget, du ikke leverer på. Har hun ret i det?

- Det synes jeg ikke, hun har ret i. Hun har valgt, at hendes børn skulle gå i en bestemt skole. Men jeg kan sige, at i forhold til afstanden, er det et spørgsmål om at køre 4-5 kilometer den ene eller den anden vej.

- Vi har snakket om at afvikle en af vores skoler i landdistrikterne, men det betyder ikke, at vi afvikler alt i landdistrikterne, lyder det fra borgmesteren.

13:49
Hør Erik Flyvholm fortælle om situationen omkring Klinkby Skole.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Stærke lokalsamfund forsvinder ikke med skolerne

Men for Sofie Brunsgaard betyder et stærkt lokalsamfund også, at der er en lokal skole. Derfor har større skoler i nabobyerne eller i Lemvig ikke den store interesse.

- Vi har valgt at bo i et lille lokalsamfund, fordi vi gerne vil have vores børn på en mindre skole. Vi er slet ikke interesserede i, at mine børn skal ind på den store skole inde i byen, understreger hun.

Men Erik Flyvholm ser ikke nogen vej uden om. Hvis flest mulig skoler skal bestå med høj kvalitet, kræver det, at enkelte må lade livet. Men derfor behøver et lokal samfund ikke blive svagt ifølge borgmesteren.

- Hvis vi fordeler pengene ud på mange små enheder, så ender det med, at de bliver udsultet alle sammen.

- De stærke lokalsamfund, som vi også fortalte de medicinstuderende om, er derude. Jeg tror ikke nødvendigvis, at lokalsamfundet falder sammen, fordi der ikke er en skole. Jeg forstår godt, at man gerne vil have den. Men hvis ikke der er børn til det, så bliver man nødt til at tage beslutningerne.

Du kan se hele programmet, hvor vi sætter fokus på skolelukningerne i Midt- og Vestjylland, i videoen herunder.

13:49
I den her uge gør vi midtvejsstatus mellem det seneste og det næste valg til kommuner og regioner.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Se med, når ugens tema Midtvejsvalg kulminerer på Herning Bibliotek fredag eftermiddag. Du kan følge arrangementet live på TV MIDTVEST Play.