Håndbold: Skjern slår Sønderjyske og kommer tættere på semifinale

Med en sejr på udebane over Sønderjyske tog Skjern mandag aften et stort skridt mod DM-semifinalerne.

Anders Eggert scorede seks mål mød Sønderjyske (arkibfoto).
Anders Eggert scorede seks mål mød Sønderjyske (arkibfoto).
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Der er hård kamp om at nå frem til semifinalerne i den bedste danske håndboldrække for herrer.

Mandag aften vandt Skjern med 26-19 ude over Sønderjyske, og det var to vigtige point i slutspillets gruppe 1.

Aalborg Håndbold fører gruppen med seks point efter to kampe, mens Skjern nu har fire point på andenpladsen efter tre kampe.

Sønderjyske er på tredjepladsen med to point, mens TTH Holstebro har et point på sidstepladsen. De to bedste hold avancerer til semifinalerne.

Skjern, som tabte sin seneste kamp i slutspillet til Aalborg, kom tilbage på vindersporet mod Sønderjyske.

I første halvleg fulgtes holdene pænt ad, indtil der manglede få minutter.

Her trak Skjern en smule fra og kom foran med 11-8 efter fire scoringer i træk. Skjern-keeper Emil Nielsen stod godt i den periode.

Sønderjyske fik reduceret til 9-11 inden pausefløjt, mens Skjern fortsatte det gode spil i starten af anden halvleg.

Igen scorede Skjern fire mål i træk og kom foran 15-9 i en fase, hvor Sønderjyske havde det svært.

Især Skjern-playmaker Thomas Mogensen og fløjen Anders Eggert tog stort ansvar med seks scoringer hver, mens Emil Nielsen blev ved med at præstere vigtige redninger i udeholdets mål.

- Der var så meget nerve i denne kamp, og pointene var vigtige. Så længe vi fighter, så kan vi vinde håndboldkampe, siger Thomas Mogensen til TV2 Sport.

Sønderjyske var i slutfasen tæt på at få kontakt og reducerede til 19-21.

Derfra satte Skjern dog tingene endegyldigt på plads med fem mål i træk, mens Sønderjyske gav op i slutminutterne.

/ritzau/