Skydeøvelse har formentlig antændt brand ved Borris
Skydeøvelse har formentlig antændt brand i Borris Skydeterræn.
Branden i Borris Skydeterræn, der tirsdag eftermiddag hærgede, er formentlig opstået i forbindelse med en skydeøvelse.
- Den formodning, tror jeg, holder stik, siger Carsten Henriksen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Lidt før kl. 14 kom meldingen, og politiet måtte sammen med omkring 70 brandfolk afsted til øvelsesterrænet for at slukke ilden, der havde fat i et større lyngareal.
I løbet af aftenen og natten skulle slukningsarbejdet fortsat være i gang, men naturen har formentlig hjulpet med det skybrud, der har ramt flere steder i landsdelen tirsdag aften.
Opdatering klokken 07:01 den 7. juni: Ilden er nu helt slukket.