Gældsplaget UCRS skal betale løn til tidligere ansatte

Tre ansatte er stoppet i et forsøg på at spare penge. Men det er ikke gratis, viser aktindsigt.

UddannelsesCenter Ringkøbing Skjern (UCRS) har flere afdelinger. Her ses HHX i Ringkøbing fra oven, hvor de tre nu tidligere lærere var tilknyttet.
UddannelsesCenter Ringkøbing Skjern (UCRS) har flere afdelinger. Her ses HHX i Ringkøbing fra oven, hvor de tre nu tidligere lærere var tilknyttet.
Foto: Skråfoto/Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur

En besparelse koster det næste lange stykke tid penge for UddannelsesCenter Ringkøbing Skjern (UCRS).

Det kan TV MIDTVEST nu fortælle på baggrund af en aktindsigt.

I december stoppede tre vellidte lærere på uddannelsescentrets HHX i Ringkøbing efter gensidig aftale, fordi skolen skulle spare penge.

Men selvom de ansatte ifølge aftalerne har afleveret nøgler og adgangskort, viser det sig, at der er lange udsigter til, at skolen kan realisere besparelsen.

UCRS betaler de næste mange måneder løn til de tre lærere, der ikke længere arbejder på skolen, viser skolens fratrædelsesaftaler med de tre.

0:32
I tre dage strejkede HHX-elever i Ringkøbing over udsigten til fyringer, der endte med frivillige fratrædelser. Her er det elevrådsformand Josefine Christensen.

Af institutionens seneste årsrapport fremgår det, at de kortfristede gældsforpligtelser i 2023 var vokset til knap 50 millioner kroner mod 27 millioner kroner i 2020.

Kortfristede gældsforpligtelser er gæld, der har betalingsdato inden for et år.

I foråret 2024 tog den nu tidligere ledelse på skolen affære på baggrund af en spareplan og fyrede ni medarbejdere. Dengang var der ikke lærere i blandt afskedigelserne.

Et halvt år efter var det nødvendigt iværksætte næste del af spareplanen. Imellemtiden var Jakob Høeg tiltrådt som ny direktør, og det blev derfor hans lod at bebude fyringer i lærerstaben.

Dagbladet Ringkøbing-Skjern har tidligere beskrevet, at to af de tre nu tidligere lærere var "løntunge", hvilket skulle være den primære grund til, at de blev påtænkt fyret.

- Der skal være en effekt ud af den økonomiske gevinst. Det har været et af kriterierne. Det siger intet om de tre læreres faglige kompetencer, forklarede Jakob Høeg i december til avisen.

Til TV MIDTVEST har Jakob Høeg tidligere forklaret, at nedskæringerne blandt andet skyldes et faldende elevtal og en for stor lønprocent.

Lønprocent dækker over lønudgifter til medarbejdere set i relation til gymnasiets øvrige udgifter.

Udløste strejke

De påtænkte fyringer fik i december flere elever til at strejke, mens flere forældre sendte et åbent brev til ledelsen.

På baggrund af kritikken indkaldte ledelsen til dialogmøde med elevråds- og forældrerepræsentanter.

Jakob Høeg har været direktør på UCRS siden sommeren 2024.
Jakob Høeg har været direktør på UCRS siden sommeren 2024.
Foto: TV MIDTVEST

Besparelserne endte dog ikke med fyringer. I stedet nåede de nu tidligere ansatte sammen med direktøren på UCRS til enighed om frivillige fratrædelsesaftaler på baggrund af dialog med lærernes fagforeninger.

- Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, hvad der er sket, men nu skal vi videre, sagde én af de tre lærere, Jens Præstegaard, kort tid efter han havde indgået sin fratrædelsesaftale.

Løn i otte måneder

En af de tre lærere kan ifølge fratrædelsesaftalen se frem til at modtage løn i otte måneder, selvom vedkommende ikke skal møde på skolen. Sammen med sin sidste løn får vedkommende også udbetalt en godtgørelse svarende til tre måneders løn.

Det skydes, at vedkommende har været ansat hos UCRS i mindst 17 år.

Ifølge den liberale tænketank Cepos har en gymnasielærer i gennemsnit en månedsløn på 52.900 kroner i måneden inklusiv pension.

De to øvrige undervisere kan se frem til henholdsvis fem og seks måneders løn i deres fratrædelsesperiode.

Derudover får sidstnævnte udbetalt en godtgørelse svarende til en månedsløn. Det skyldes, at vedkommende har været ansat hos UCRS i mindst 12 år.

De to tidligere ansatte med de længste fratrædelsesaftaler beholder deres løn fra UCRS; også hvis de får nyt arbejde i fritstillingsperioden. Samtidig afsættes en ramme på 30.000 kroner til kompetenceudvikling for hver af de to.

Aftalerne ligger ifølge direktøren "ret tæt" på de krav, der er fastsat i de overenskomster eller den lovgivning, de tre ansatte har været under.

- Vi har kørt sagen efter de gældende regler og i dialog med de faglige organisationer, forklarer han til TV MIDTVEST.

I de tre fratrædelsesaftaler fremgår det, at de ansatte hver især er "ked af situationen". Det fremgår videre, at "nu skal alle se fremad. (Navn udeladt, red.) ønsker skolen det bedste".

UCRS har flere end 220 ansatte, viser institutionens hjemmeside.