Her er prisen for at fikse Lyngvig Fyr
Skatteborgerne skal grave dybt i lommerne, hvis Lyngvig Fyr skal shines op i tip-top stand.
Regningen for at udbedre skaderne på Lyngvig Fyr nord for Hvide Sande kan løbe op i millionklassen.
Det kan TV MIDTVEST nu fortælle på baggrund af et budget for reparationen af tårnets etagedæk og murværk, som det rådgivende ingeniørfirma Norconsult har udarbejdet for tårnets ejer, Naturstyrelsen.
Det ikoniske fyr har været lukket siden september sidste år, da der er risiko for at få betonstykker i hovedet grund af skader i fyrets murværk og dæk.
Torsdag kom det frem, at et notat fra Norconsult beskriver, at der er flere problemer med det 118 år gamle fyr.
I det ni sider lange notat beskriver det rådgivende ingeniørfirma Norconsult, hvordan murværket og dækket i tårnet i flere år har været plaget af høj fugt, vandindtrængning og korrosion.
På den baggrund vurderer Norconsult, at der er behov for en midlertidig udbedring, der kan "sikre en hurtig genåbning af tårnet" i to år.
Samtidig råder Norconsult til, at man iværksætter "en mere gennemgribende udbedring", der betragtes som permanent. Den vil tage omkring et år af gennemføre.
Det er uvist, om fyret kan holdes åbent i forbindelse med en gennemgribende udbedring.
Flere ting koster
Samlet set vurderes de to udbedringer til at løbe op i knap seks millioner kroner, hvor den permanente udbedring tegner sig for det største beløb.
Budgettet baserer sig på prisindhentning af hovedentreprise blandt tre entreprenører.
I budgettet for den permanente udbedring er der blandt andet afsat 450.000 kroner til transport af materialer med transportører.
Beløbets størrelse skyldes blandt andet, at det er besværligt at fragte stålbjælker, betonpumper og andet op til fyret, der ligger på en høj klit.
Derudover ventes demontering og deponering af tårnets inventar at koste 100.000 kroner.
Foreslår mere end renovering
Skovfoged i Naturstyrelsen Mads Bank-Mikkelsen skriver i en mail til TV MIDTVEST, at man for nuværende ikke har mulighed for at kommentere notatet og rapporterne.
Det skyldes, at styrelsen i skrivende stund ikke har nået at forholde sig til notatet og ej heller drøftet indhold og muligheder med museet og kommunen.
Det er Ringkøbing Fjord Museer, som driver museet, der er lejet af Ringkøbing Skjern-Kommune. Hos museet har man læst notatet og de tilhørende rapporter, som TV MIDTVEST også har set.
Direktør i Ringkøbing Fjord Museer Mette Bjerrum Jensen håber, at man sammen med Ringkøbing-Skjern Kommune og Naturstyrelsen hurtigt kan nå til enighed om en plan, der kan sikre en hurtig genåbning af fyrtårnet.
- Måske ikke kun en renovering, men en udvikling af hele attraktionen, når vi alligevel skal bruge millioner på det, siger hun.
Sendte millioner til nordjysk fyr
Det er langt fra første gang, at der er udsigt til, at en redningsplan for et fyr løber op i adskillige millioner.
I 2019 blev Rubjerg Knude Fyr i Nordjylland flyttet 70 meter. Det kostede omkring fire millioner kroner, hvor staten bevilgede hovedparten, da et politisk flertal på Christiansborg bevilgede penge.
Kulturordfører i Socialdemokratiet Mogens Jensen (S) siger til TV MIDTVEST, at han ikke er afvisende over for at bevilge penge til udbedring af Lyngvig Fyr.
- Jeg vil se positivt på, hvad jeg kan gøre i forhold til at hjælpe til. Men i første omgang handler det om at finde hoved og hale i rapporten, og så må vi se på finansieringen bagefter.
- Men det er en klar målsætning, at Lyngvig Fyr skal åbnes igen, fastslår han.
Mette Bjerrum Jensen glæder sig over meldingen fra Mogens Jensen.
- Jeg er umiddelbart glad for, at der er andre, der kan se, at det er et af de vigtigste vartegn på Vestkysten, fastslår hun.
Borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune Hans Østergaard (V) er ikke vendt tilbage på TV MIDTVESTs henvendelse.