Julehandlen påvirket af corona – butikker finder nye løsninger

Julehandlen i de fysiske butikker bliver formentlig påvirket af corona i år. Det viser en ny undersøgelse.

En ny portal skal hjælpe Ringkøbings butikker gennem julehandlen.
En ny portal skal hjælpe Ringkøbings butikker gennem julehandlen.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Det er måneden før måneden – hvor risengrød, julepynt og gaver fylder det meste af danskernes liv.

Især det sidste er noget, vi danskere hvert år bruger rigtig mange penge på.

Normalt er julehandlen fordelt på både de fysiske butikker og onlinesiderne, men efter næsten et år i coronaens tegn tyder det på, at julehandlen primært vil foregå på nettet.

Det har tvunget butikkerne og handelstandforeningerne til at tænke anderledes for at kunne sikre omsætningen.

- Vi har lavet en portal, hvor virksomheder kan købe julegaver til deres medarbejdere. Vi havde et håb om at kunne sælge 500 julegaver over vores portal i år et, men vi har allerede solgt over 600, så indtil videre synes vi, det er lykkedes godt, siger Jacob Muldkjær Rasmussen, købstadschef i Ringkøbing, der stadig får henvendelser fra virksomheder, der gerne vil købe julegaver via portalen.

En af dem, der har bestilt gaver på den nye portal, er lederen for det lokale plejehjem, som ellers normalt køber julegaverne til sine 80 ansatte på nettet.

- Jeg synes, det er en fantastisk god idé, at vi kan støtte på den måde. Jeg synes jo, det er sørgeligt, når butikkerne lukker, og vi vil alle samme gerne have en driftig by, siger Birgitte Gyldenberg, der er enhedsleder på Fjordparken i Ringkøbing.

Udvidede åbningstider og god plads

Hos Sinnerup i Holstebro er der god plads - så kunderne kan holde afstand. Faktisk har butikken et areal på 1.600 kvadratmeter, hvilket betyder, at de ifølge retningslinjerne må have 400 kunder ad gangen. I Sinnerup håber de på, at kunderne vil vove sig ud og tage del i kvadratmeterne.

- Vi håber jo stadig, at folk støtter lokalt, og at de kommer ind i butikken i stedet for at købe det hele på nettet, siger Dorte Hofstedt, der er daglig leder i Sinnerup i Holstebro.

I Holstebro plejer der at være høj julestemning hele december med forskellige arrangementer, der skal trække folk til. Men nu hvor corona og forsamling ikke rimer på hinanden, har man været nødt til at tænke anderledes.

- Anbefalingerne fra regeringen er selvfølgelig, at vi skal undgå de store slagtilbud – eller at forsamle mange mennesker på grund af de for store slagtilbud.  Så vi gør alt for at strække det, siger Jens Kristian Larsen, handelschef i Holstebro, og henviser til, at de i Holstebro har valgt at holde åbent hver dag til og med den 23. december med udvidede åbningstider.

Optimistiske Herning  

Inde i herningCentret er vejret altid godt – og humøret åbenbart højt. Selvom corona truer de fysiske butikkers jul, så er man nemlig fortrøstningsfuld.

- Der er ingen tvivl om, at folk måske er mere målrettede, når de kommer. Jeg tror ikke på en rekordjul i år, men jeg tror faktisk, vi kommer til at få en jul, der kommer til at minde lidt om sidste år, siger centerchef Kim Lauritsen.

Med de nuværende restriktioner og anbefalinger må centret have 3.798 kunder ombord ad gangen.

3:37