Nyt kæmpehotel på vej i naturområde - skal erstatte forladt svinefarm

Der er planer om et nyt hotel i nærheden af Hvide Sande, men det vækker kritik fra en sommerhusejer.

Hotel Bjerregård
Foto: Skråfoto/Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur

Et nyt hotel på sammenlagt 7500 kvadratmeter og med 450 sengepladser kan være på vej i Bjerregård tæt på Hvide Sande. 

Hotellet skal erstatte en forladt svinefarm, der i mange år har stået ubeboet hen. 

- Alle ønsker at få den svinefarm ned, når den ikke er i brug længere. Og så er det en oplagt mulighed for at forstærke en af kommunens styrkepositioner, som er turismen, fortæller Ole Knudsen (V), der er formand for teknik- og miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Administrationsbygningen skal være inspireret af gammeldags vestjysk byggestil. Kommunen fremhæver selv Henne Kirkeby Kro som eksempel.
Administrationsbygningen skal være inspireret af gammeldags vestjysk byggestil. Kommunen fremhæver selv Henne Kirkeby Kro som eksempel.
Foto: Ringkøbing Skjern Kommune

Hotellet skal opføres som et såkaldt landskabshotel. Der skal efter planen laves en administrationsbygning, der skal bygges som en gård i typisk vestjysk byggestil. 

Derudover skal der opføres maksimalt 100 fritliggende huse, hvor hotelbeboerne skal overnatte i.

Belaster naturen

Bygningerne skal fordeles på fem hektar grund, mens 43 hektar skal udlægges til natur. Projektet møder dog alligevel kritik for at belaste området. 

- Naturens rige skrumper hver gang, at Ringkøbing-Skjern Kommune laver nye projekter. Det er bevaringsværdigt natur, som man ødelægger med det her hotel, siger Kim Paulsen, der har sommerhus i området.

Han fremhæver blandt andet, at hotellet skal opføres i et område mellem fuglereservatet Tipperne og Vesterhavet. 

Kim Paulsen frygter derfor, at mange tusinder gæster om året ville kunne lave stor skade i området. 

- Jeg har set havørne, rørhøge, gæs og regnspove i området. Og det ville blive truet af det her, siger han og tilføjer:

- Det er derfor, jeg og mange andre turister kommer til området, det er på grund af naturen. Du skærer den turisme gren af, du sidder på. 

Ole Knudsen mener dog ikke, at hotellet kommer til at påvirke naturen negativt. 

- Vi har haft naturen rigtig meget inde i vores overvejelser. Hotellet kommer ikke til at have et større aftryk, end den svindefarm, som er der i forvejen. 

Planen med det nye hotel blev godkendt i økonomiudvalget tirsdag aften, og nu skal planen sendes i høring.