Overlæge om aktuel smitte: - Vi har ikke nået toppunktet endnu

Nogle år har man en hurtig og meget kraftig influenzaepidemi. Andre år er det mere langstrakt. I år bliver den formentlig langstrakt, lyder vurderingen fra Lars Østergaard.

Overlægen spår stigende smittetal i de kommende uger.
Overlægen spår stigende smittetal i de kommende uger.
Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix

- Hvis man ser på kurverne, er der ingen tvivl om, at antallet af smittede går opad lige nu. Det går faktisk kraftigt opad.

Sådan lyder det fra Lars Østergaard, der er ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling ved Aarhus Universitetshospital.

Det er influenza, han taler om.

Lige nu er der i hele Danmark omkring 300 indlagte med influenza i kroppen. Et skud fra den hvide kitteldækkede hofte siger, at godt en tiendedel ligger i en østjysk hospitalsseng, vurderer overlægen – for sådan plejer det at være.

Det plejer også at være ældre borgere og dem, der i forvejen lider af andre sygdomme med særligt hjerte og lunger, der ender med en indlæggelse. Sådan er det også i øjeblikket.

- Det er den samme gruppe, som man ønsker at vaccinere. Dem, som generelt har et dårligt immunsystem, siger Lars Østergaard.

- Statens Serum Instituts kurver over infektionsaktivitet viser, at smitten er størst i hovedstadsområdet lige nu. Smitten bevæger sig via Fyn til Sønderjylland, så inden længe kommer den nordpå op igennem Midtjylland. Det plejer at være ret præcist, og derfor tør jeg også godt spå, at vi ser ind i nogle uger med stigende smittetal i vores område, siger Lars Østergaard til TV2 Østjylland.

Minder om corona-tiden

Det samme bevægelsesmønster oplevede man under covid-19-pandemien. Årsagen er, at der bor flere mennesker i hovedstaden.

Flere mennesker er lig med flere potentielt smittede.

Er der andet end influenza i luften?

- Ja, det er der. Og det er der altid. Vi taler RS-virus, mycoplasma (kold lungebetændelse, red.) og covid-19, som vi jo alle kender. De to sidstnævnte er klart aftagende lige nu, og det er godt for belastningen, at de ikke alle er lige udbredte samtidig, siger Lars Østergaard.

Antallet af smittede varierer fra år til år, og det samme gør det, hvor hurtigt kurverne flader ud.

Nogle år har man en hurtig og meget kraftig epidemi. Andre år er det mere langstrakt.

- Indtil videre tyder det på, at vi i år har én af de mere langstrakte epidemier. Det er virkelig at spå om fremtiden, men mit bud er, at influenzaen kommer til at strække sig over nogle uger endnu. Vi har ikke nået toppunktet endnu her i det østjyske, siger Lars Østergaard.