Reddede nabofamiliens liv: Nu bliver de hyldet
Han så flammerne og tog en beslutning. Nu hædres han for sin indsats.
Tilbage i oktober reddede Frederik Høj Kirkeby med hjælp fra sin kæreste Mette nabofamiliens liv.
Han og kæresten opdagede, at nabohuset på Lærkevej i Hvide Sande stod i flammer, og så gik han resolut ind i huset, hvor han vækkede hele familien, så ingen blev fanget i flammehavet.
Nu er Frederik David Kirkeby blevet indstillet til en dusør for sin heltemodige indsats.
Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Facebook.
- Borgere, der reagerer hurtigt og hjælper medborgere som Frederik og Mette, kan være forskellen på liv og død. De fortjener en særlig tak, og vi var glade for i dag at kunne uddele dusør på politistationen i Ringkøbing.
- I dusørindstillingen skriver vi blandt andet; havde det ikke været for den hurtige reaktion og indsats, ville der være en overhængende risiko for, at liv var gået tabt.
TV MIDTVEST var med, da Frederik Høj Kirkeby og naboen Jannick Mozart Øst Fonnesbæk tilbage i oktober kunne hilse på hinanden efter branden. Se den rørende episode her.