Sommerhusudlejer: Lad os bygge større - ellers søger folk til andre steder

Esmark Feriehusudlejning oplever stigende interesse for sommerhuse med plads til store familier. Nu vil udlejningsvirksomheden have fart på arbejdet med nye lokalplaner. Ellers ryger turister til andre steder, lyder advarslen.

2:00
Søndervig er kun hjemsted for et fåtal af store sommerhuse (arkivfoto).
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Det går for langsomt med at få grønt lys til store sommerhuse ved Søndervig. 

Sådan lyder opråbet nu fra Esmark, der udlejer flere sommerhuse i den vestjyske sommerby. 

- Vi mangler huse, der er større end dem, vi har nu, forklarer Thomas Sørensen, der er feriehusudlejer hos Esmark.

Hos bureauet oplever man, at gæster må søge til andre dele af landet, hvis de vil samle flere generationer og familier under samme tag. 

- Vi kunne meget godt tænke os nogle flere huse med plads til seks til otte personer, forklarer han.  

I dag dikterer lokalplanerne i Ringkøbing-Skjern Kommune, at nye sommerhuse i Søndervig maksimalt må være 120 kvadratmeter.

- Det er svært at have et seks personers hus på den størrelse, siger Thomas Sørensen. 

I Varde Kommune, der blandt andet er hjemsted for Blåvand, er reglerne anderledes. Det kommer til udtryk i udvalget af sommerhuse til 10 personer. Alene hos Esmark råder man over markant flere 10-personers huse end i Ringkøbing-Skjern Kommune. 

Ændrede ferievaner presser markedet

Thomas Sørensen peger på, at familiernes ferievaner har ændret sig markant i løbet af de seneste 30-40 år. 

- Folk rejser på en anden måde i dag. Der er måske blandede familier og bedsteforældre, der gerne vil med. Derfor vil vi gerne have nogle huse med lidt mere plads, forklarer han.

Ifølge bureauet har ny isolering reduceret beboelsesarealet i flere af de ældste huse. Thomas Sørensen estimerer, at et ældre hus på 120 kvadratmeter i dag kun har 98 kvadratmeter, hvis det er blevet isoleret. 

Ifølge Danmarks Statistik har Varde Kommune overhalet Ringkøbing-Skjern Kommune i antallet af overnatninger. Den sydvestjyske kommune havde ifølge Danmarks Statistik 3.036.877 overnatninger i 2020 mod 2.986.503 for Ringkøbing-Skjern Kommune. 

Fra politisk hånd er man opmærksomme på problematikken med manglen på større huse. Derfor er det i dag tilladt at udvide sommerhuse fra 120 til 180 kvadratmeter. Men det gælder kun for områder uden lokalplan og derfor ikke Søndervig. 

På den baggrund bebudede man i 2019, at man ville ændre lokalplanerne for blandt andet Søndervig. 

- Vores administration har rigtig meget arbejde i tiden. Derfor har vi været nødt til at sætte lokalplanen på standby, mens de tekniske ting bliver udredt, forklarer John G. Christensen (S), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune.

John G. Christensen (S), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune, anerkender Esmarks ønsker (arkivfoto).
John G. Christensen (S), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune, anerkender Esmarks ønsker (arkivfoto).
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Udvalgsformanden fortæller, at der kan gå noget tid, inden nye lokalplaner for Søndervig er klar. Når kommunen har sine udkast klar, skal de sendes i høring hos grundejerforeningerne, og først derefter skal politikerne tage stilling til planerne. 

- Jeg kan godt forstå, at de (Esmark, red.) har et ønske om, at vi kommer videre med lokalplanerne, men det bliver 180 kvadratmeter. Det bliver ikke kaserner, understreger han.

Hos Esmark anerkender man, at Vestkysten ikke skal plastres til med 'kaserner'. Alligevel håber Thomas Sørensen, at lokalplanernes kvadratmetergrænse på sigt helt kan forsvinde.

- Vi skal ikke plastre det til med kæmpehuse, men vi kunne godt tænke os, at der ikke var en begrænsning, understreger han. 

Hvorfor lejer I ikke tre huse ud til en lidt større familie?

- Det tror jeg ikke, at sommerhusejerne er interesserede i. Det ville betyde, at man samler sig otte til ti mennesker i et fire personers hus, siger Thomas Sørensen.

I alt råder Esmark over 238 sommerhuse med plads til 10 personer. Samlet set udlejer virksomheden flere end 3.500 forskellige sommerhuse langs Vestkysten.