27-årig mand fra Silkeborg er død i motorcykelulykke

En 27-årig mand har mistet livet efter en motorcykelulykke lørdag aften ved Silkeborg.

Lørdag aften har en 27-årig mand fra Silkeborg-området mistet livet i en motorcykelulykke.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Allan Riis.

Ifølge vagtchefen fandt ulykken sted på Linå Vesterskovvej ved Silkeborg omkring klokken 20.

- En gruppe motorcykellister kørte sammen, og gruppen har fortalt, at den 27-årige mand kørte i forvejen og kom ud af syne. Og da gruppen så kom omkring et venstresving, kunne de se, at manden var kørt over rabatten, fortæller Allan Riis og fortsætter:

- De kunne se på sporet, at han var kørt ud ad vejen og var ramt ind i et træ, så de ringede straks efter hjælp.

Vagtchefen fortæller også, at en ambulance og en akutlæge blev tilkaldt til stedet, hvorefter de erklærede den 27-årige død.

- En bilinspektør har arbejdet på stedet, og vi afventer nu erklæringen. Men manden må have mistet herredømmet over sin motorcykel, forklarer han.

Politiet har ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.

De pårørende er underrettet.

Rettelse: Det fremgik tidligere, at ulykken var sket på Linå Skovvej. Der er retteligt tale om Linå Vesterskovvej.