Bil forsvandt under prøvetur – Kevin tog sagen i egen hånd
En prøvetur i en bil var lidt for god til, at føreren ville aflevere bilen tilbage.
Det handler i høj grad om tillid mellem forhandler og mulig køber, når en bil skal prøvekøres.
Men ind i mellem sker det, at den tillid bliver brudt.
Sådan gik det i fredags, da en mand ville prøvekøre en hvid Opel Insignia til en værdi af knap 245.000 kroner.
Den mulige køber afleverede sit kørekort, som man nu skal, når man skal prøvekøre en bil. Forhandleren, Autoforum i Silkeborg, tog billeder af det, og sendte så i god tro manden afsted.
Men flere timer senere var han ikke kommet tilbage med bilen, og det fik forhandleren til at kontakte politiet.
- Vi skal være hurtige. Det ved vi godt. For bilen kan ret hurtigt være langt væk, fortæller Kevin Verner Jensen, som er indehaver af Autoforum Silkeborg.
De får lavet en efterlysning på Facebook med billeder af bilen, som hurtigt bliver delt vidt og bredt.
Sammen med fruen tager indehaveren selv ud og leder efter bilen fredag aften.
- Vi har oplevet det før, men med flere års mellemrum. Som regel står bilen et sted en dag eller to, fordi tyven vil tjekke om der er en GPS-tracker eller lignende i, siger Kevin Verner Jensen.
Dukkede op efter tip
Da politiet får anmeldelsen, finder de ud af, at kørekortet ikke er førerens. Det er efterlyst og formentlig stjålet.
Politiet besøgte bilforhandleren, hvor de også fik videoovervågning af manden og den stjålne Opel.
Men det var forhandleren selv, der fandt frem til bilen igen.
- Folk ringede og tippede helt vildt om bilen, og det endte med vi fandt den i Brabrand. Her var den efterladt med de prøveplader, den var kørt afsted med. Vi er glade for, at den er fundet, siger Kevin Verner Jensen.
De har tidligere haft trackere i bilerne, og det vil de nu undersøge mulighederne for igen.
- Det vil vi bestemt gøre igen, men det skal være noget som tyvene ikke opdager, så vi skal lige finde ud af, hvad det skal være.
Bilen er tilbage hos forhandleren og allerede på vej i nye hænder. Den blev solgt dagen efter, den blev stjålet, og der var ifølge forhandlere flere interesserede købere.
Der er fortsat ingen spor efter ham, som stjal den, men politiet er fortsat på udkig efter ham.