Trump-supporter i Danmark: - Jeg tænker, at mange positive ting kan ændre sig meget hurtigt nu
Både de, der støtter Trump, og de, der er mere skeptiske, er spændte på, hvad tiden bringer med Donald Trump som præsident igen.
Mandag aften dansk tid bliver Donald Trump igen USAs præsident.
Han har prøvet det før. Og resten af verden har oplevet det tidligere.
Ikke desto mindre er mange øjne rettet mod Washington D.C., hvor indsættelsen finder sted. Blandt andet følger flere herboende amerikanere med.
- Jeg er meget spændt. Jeg tænker, at mange positive ting kan ændre sig meget hurtigt nu. Jeg er mest håbefuld, når det kommer til udenrigspolitikken og Trumps fokus på fred i Europa og Mellemøsten.
Ordene kommer fra Joseph Stanley DeVoir, der underviser på Struer Statsgymnasium. Han støtter Trump og ser frem til både indsættelsen og de næste fire år.
- Det vigtigste er at få nogle af investeringerne i krig tilbage til den amerikanske økonomi, infrastruktur og bedre levevilkår.
Begge lejre er spændte
Ordet spændt går også igen ved Hope Bruun, der i 18 år har boet i Danmark og som underviser på VIA University College.
Hun havde håbet, at Kamala Harris ville være blevet USA's første kvindelige præsident, men sådan gik det som bekendt ikke.
- Jeg er meget spændt, men også lidt ked af det. Det var ikke sådan, jeg håbede, præsidentvalget ville ende. Jeg håber, at Trump kan gøre noget godt for USA, for vi kæmper virkelig i USA, så nu må vi vente og se, hvad han kan, lyder det.
Hun er enig i nogle af de emner, Donald Trump har fokus på, blandt andet immigrationsproblemer. Men alligevel er hun skeptisk over, at han igen skal indtage verdens mest magtfulde embede.
- Jeg tænker på måden, han gør tingene på. Han er meget aggressiv. Nogle gange er han sin egen værste fjende.
Håber på en positiv tale
For Trump-tilhænger Joseph Stanley DeVoir, så fylder glæde mere end bekymring.
- Tingene, jeg er positive omkring, er mere sikre end det, der bekymrer mig.
Han ser frem til, at grænsen bliver "fixet", men er også bekymret for, at man ved at udvise immigranter fra USA risikerer at ramme talentfulde mennesker, der bidrager til landet.
- Ligesom Elon Musk er jeg bekymret for, at tingene kan gå for vidt. Men det får vi at se.
For både Joseph Stanley DeVoir og Hope Bruun så er der også en anden ting, der fylder for dem, som amerikanere bosat i Danmark. Nemlig hvad der kommer til at ske med Grønland.
Det bliver vi måske klogere på, hvis emnet finder vej til Donald Trumps tale, der efter planen finder sted klokken 18.00 dansk tid.
For Trump-støtteren så håber han først og fremmest, at talen bliver med positivt fortegn.
- Jeg håber, at talen er positiv og samlende. USA er meget splittet i øjeblikket og mange mennesker i verden er bekymret for, hvad der kommer til at ske.