Du gør det måske i dagligdagen - men det kan være sundhedsskadeligt
Måske bør du være lidt mere opmærksom, når du fremover åbner din ovn eller opvaskemaskine.
De fleste danskere har sikkert gjort det utallige gange: åbnet opvaskemaskinen eller ovnen, så de varme dampe siver ud i køkkenet.
Sandheden er dog, at det kan være sundhedsskadeligt.
Nu har Arbejdstilsynet givet Regionshospitalet Skive et påbud, fordi hospitalet ikke har fjernet de varme dampe med effektiv udsugning i to af hospitalets køkkener.
Det viser en aktindsigt, som TV MIDTVEST har fået.
- Efter en god og konstruktiv dialog med Arbejdstilsynet har vi valgt at løse udfordringen med damp i de to køkkener ved at investere i et udsugningsanlæg, siger Johnny Brorstrøm, leder af i Teknisk Afsnit i Hospitalsenhed Midt i en skriftlige kommentar.
Ætsende opvaske- og afspændingsmiddel
På et tilsynsbesøg 11. november 2024 konkluderede Arbejdstilsynet, at hospitalets opvaskemaskiner og ovne blev åbnet, mens de stadig var varme.
Ifølge Arbejdstilsynet belaster vanddampene luftvejene, ligesom de kan indeholde organiske rester fra opvasken og kemiske rester fra opvaske- og afspændingsmiddel, som begge er faremærket ætsende.
Derfor vurderer Arbejdstilsynet, at de ansatte har været udsat for sundhedsskadelig påvirkning i forbindelse med deres arbejde med ovne og opvaskemaskiner.
TV MIDTVEST ville gerne have spurgt hospitalet, hvorfor de ikke har overholdt reglerne, men de har ikke ønsket at medvirke i et interview. I et skriftligt svar skriver de følgende:
- Vi vejleder generelt vores ansatte i, at de skal åbne både ovne og opvaskemaskiner langsomt, så dampen ikke vælter ud i hovedet på dem, hvilket kan være tilfældet, når man åbner maskinerne hurtigt, siger Johnny Brorstrøm.
Nu er hospitalet tvunget til at sikre en effektiv udsugning af de varme dampe i de to pågældende køkkener.
- Vi forventer snart at have løst udfordringen, siger Johnny Brorson.
Udsugningen skal være klar senest 14. marts 2025.