Fra kirketjener til borgmester: Helle Gade skal vænne sig til en helt ny hverdag
50-årige Helle Gade havde mandag første arbejdsdag på rådhuset i Silkeborg. Hun glæder sig til jobbet, men venter lidt med de politiske programerklæringer.
Første dag på en ny arbejdsplads er altid noget specielt.
Sådan var det også for de nyvalgte borgmestre, der mandag indtog borgmesterkontorerne for første gang.
Blandt debutanterne var den nyvalgte borgmester i Silkeborg Kommune, socialdemokraten Helle Gade, og hun havde en smule svært ved at forholde sig til skiftet.
Efter snart 23 år som graver og kirketjener ved Voel Kirke skal hun nu vænne sig til en helt anden hverdag.
- Jeg går stadig lidt rundt som i en boble. Hvad er det, jeg skal arbejde med? Jeg ved selvfølgelig godt, at det er politik, men der er også så meget mere, sagde hun efter at have sat sig i borgmesterstolen.
Af samme grund ville hun heller ikke udstikke en kurs for de næste fire års arbejde.
- Jeg er meget ydmyg, og når det er så nyt, er det også svært for mig at sige, om vi skal gå ligeud eller til højre eller venstre. Jeg har selvfølgelig ambitioner på længere sigt, men vi skal også lige lande, sagde hun.
50-årige Helle Gade har overtaget borgmesterkæden fra Venstremanden Steen Vindum. Hun blev valgt ind byrådet i 2017 og blev i efteråret 2020 valgt som socialdemokraternes borgmesterkandidat. På valgnatten sikrede hun sig opbakning fra SF, Enhedslisten og Radikale. Og dermed fik Silkeborg Kommune atter en socialdemokratisk borgmester efter otte års pause.
- Nogen vil måske sige, at du er lidt uprøvet efter kun fire år i politik. Hvad tænker du selv om det?
- Det må jo komme an på en prøve. Det her med at sige, at der skal nogen erfaring til... jamen hvad er det for erfaring? Man kan ikke tage en uddannelse som borgmester. Man bliver valgt af borgerne, og de må jo tillid til mig.
I de 13 midt- og vestjyske kommuner er der kvindelige borgmestre i de to. Ud over Helle Gade drejer det sig om Hernings Dorte West (V). Det er dog ikke noget, som Helle Gade går særligt meget op i.
- Jeg håber ikke, at folk tænker, at kønnet afgør, om man er en god eller dårlig borgmester. Det er mere den måde, man navigerer og agerer på. At der så kun er to kvinder.... ja, jeg skal ikke kunne sige, hvad der har afgjort det, men jeg håber ikke, at man bliver vurderet på baggrund af sit køn.
Ud over Silkeborg Kommune er der kommet nye borgmestre i Struer (Mads Jakobsen, som også var borgmester fra 2014 til 2017), Thisted (Niels Jørgen Pedersen) og Favrskov (Lars Storgaard). Samtidig er der også kommet en ny formand for det nordjyske regionsråd (Mads Duedahl).