Betjente gav den som Peter fra L'easy: Sådan fik borger ekstra service
Et godt tip førte politiet på sporet af en tyv i Skive midtby.
Onsdag blev et indbrud i Skive opklaret på ganske få timer.
Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive fortæller, at en 87-årig kvinde efter en tur i byen kom hjem til sin lejlighed i midtbyen onsdag eftermiddag, hvor hun konstaterede, nogen havde benyttet en ulåst bagdør til at få adgang til lejligheden. Vedkommende havde derefter forladt lejligheden med en iPad og et fladskærmsfjernsyn.
Politiet lavede en række forhør af naboerne, men dette førte ikke afgørende spor med sig. Men senere på eftermiddagen fik politiet et opkald fra en person, der kunne give nogle meget detaljerede oplysninger om tyven.
Det førte politiet til en anden lejlighed i Skive midtby, som var beboet af en 26-årig mand. Da de ringede på døren, var der ikke nogle, der åbnede op, ligesom lejligheden var mørklagt. Men det fik ikke politiet til at give op.
- Der bliver tilkaldt en låsesmed, og så bliver døren pludselig låst op indefra, siger Niels Bach.
Betjentene ransagede efterfølgende lejligheden, hvor de ganske rigtigt fandt både iPad og fjernsyn.
Den 26-årig mand modtog en sigtelse for tyveriet, og politiet kunne returnere tyvekosterne til den retmæssige ejer. Her afsluttede betjentene indsatsen ved at sikre, at den returnerede elektronik igen kunne tages i brug.
- Vi forbliver på stedet og hjælper med at geninstallere, siger Niels Bach.