Kort nyt

Kl. 10.24

Midt- og Vestjylland har knækket kedelig rekord

Siden 2020 er antallet af spiritusulykker i det midt- og vestjyske faldet med mere end en tredjedel. Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

Det skyldes især en stor, fælles indsats fra borgere og politi, lyder det.

- Vi oplever helt klart, at midt- og vestjyderne ikke accepterer spirituskørsel. Vi får rigtig mange henvendelser fra bekymrede borgere, og vi glæder os over, at folk på den måde potentielt er med til at redde liv. Det er en meget, meget vigtig hjælp for politiet", forklarer Jørgen Christensen, der er leder af Midt- og Vestjyllands Politis operative færdselsindsats.

I 2024 fik Midt- og Vestjyllands Politi flere end 1.500 henvendelser fra trafikanter, butiksansatte, pårørende, arbejdskolleger eller andre, der mistænkte en person for at køre - eller være på vej til at køre - spiritus- eller narkokørsel.

Antallet af ulykker, hvor spiritus spillede en rolle, er faldet fra 174 i 2020 til 113 i 2024, altså et fald på 35 procent.

55 minutter siden

Minister trænger til en succes

- Torsten Schack trænger til en succes. Til at kunne sætte handling bag ordene om, at det gør en forskel, at Danmark har fået en beredskabsminister - at han er der ikke bare af navn.

Læs hele den politiske analyse - om ministeren og det danske beredskab - via linket herunder.

58 minutter siden

Beredskaber har brug for mandskab

- Vi kører på pumperne lige nu.

Konstateringen kommer fra beredskabsdirektør Lasse Clemensen fra Midtjysk Brand & Redning, der dækker Viborg og Silkeborg kommuner.

- Den udvikling, der sker i samfundet, presser også os. Vi har brug for mandskab, uddannelse og udstyr for at kunne omstille os til nye tider, siger Lasse Clemensen.

Forhandlingerne om en ny beredskabsaftale er netop genoptaget på Christiansborg. Her forhandler beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) med en række partier om flere penge til det statslige beredskab (Beredskabsstyrelsen). Men de kommunale beredskaber indgår ikke i forhandlingerne.

Kl. 18.32

Kampen om Grønland: Sådan håndterer du utrygheden

Hvordan tackler man, hvis man oplever frygt eller ubehagelige følelser ovenpå Donald Trumps seneste udmelding om, at han er villig til at bruge økonomisk eller militær magt for at få fingrene i Grønland?

TV MIDTVEST har bedt en psykolog komme med værtøjer, der kan hjælpe en med at håndtere utrygheden. 

Kl. 17.16

Kommer der grønt vand ud af hanen?

Er vandet, der kommer ud af din vandhane, pludselig blevet grønt? Eller vandet fra din bruser? Bare rolig - der er en forklaring på det. I hvert fald, hvis du bor i Struer - i området øst for Holstebrovej og nord for Peter Bangs Vej.

Det er Struer Energi Fjernvarme, der oplyser, at de nu tilsætter farvestof til vandet i området, fordi man vil undersøge, om der er utætte varmtvandsbeholdere i området.

Kl. 16.35

Asbest lukker museumsbygninger

En tredjedel af udstillingsbygningerne på Silkeborg Museum er for tiden lukket ned og utilgængelige, efter der er fundet asbest i en kælder på museet.

Kl. 15.35

Forsvarer lejes ud igen

Den slovenske forsvarsspiller Anel Zulic, der er på kontrakt hos Viborg FF, bliver endnu engang lejet ud, oplyser klubben.

Han var i efterårssæsonen på leje hos NS Mura i sit hjemland. Nu skifter han til en anden slovensk klub, NC Koper, som han skal spille for sæsonen ud.

20-årige Anel Zulic kom til VFF i sommeren 2023. Han har kontrakt til sommeren 2027.

Kl. 15.29

Et øjebliks uopmærksomhed - så var den væk

81-årige Flemming Lisbys elskede banjo er nemlig blevet stjålet. Efter et øjebliks uopmærksomhed.

Han satte den fra sig i en opgang, mens han var inde for at besøge en ven.

- Jeg var kun væk fra den i 20 minutter, men væk var den, fortæller han.

Flemming Lisby understreger, at banjoen ikke har værdi for andre end ham. Han vurderer, at den kun er nogle få hundrede kroner værd.

- Men den betyder meget for mig, så det er bare så dumt, siger han.

Kl. 14.57

Kæmpe hyldest til Johnny Madsen

Den afdøde musiker og kunstmaler Johnny Madsen får nu en helt særlig hyldest. Læs mere lige her:

Kl. 14.10

Skudramt skole har haft speciel dag

Der har været nok at se til for Skals Skoles personale det seneste døgn. Torsdag har nemlig været en usædvanlig skoledag for både personale, elever og forældre efter et skud onsdag eftermiddag ramte et af skolens vinduer. Kom med på skolen i artiklen lige her:

Kl. 13.05

Fødevarestyrelsen advarer mod vandhane

Fødevarestyrelsen oplyser, at en 8 liters kogevandhane fra GROHE A/S er blevet tilbagekaldt. Det gælder kogevandhaner af typen GROHE Red Duo 8L. 

Det sker, da Fødevarestyrelsen har konstateret afgivelse af bly til vandet fra kogehanen. 

Hvis man har denne vandhane, beder GROHE om, at man stopper med at benytte den. 

Kl. 12.27

Regler for særlig hobby skal laves om, mener politiker

Efter nytår er walkie-banko blevet ulovligt, da en ændring af loven for bankospil betyder, at man ikke længere må spille banko over flere lokaliteter på én gang – og det gør man, hvis man for eksempel sidder hjemme med sine plader og får tallene opråbt over en radio eller en walke-talkie.

Men sådan skal det ikke være, mener Dennis Flydtkjær fra Danmarksdemokraterne.

- Det virker skørt. Der har ikke været et problem før, og det skal jo ikke ødelægge folk glæde, så det vil jeg arbejde for hurtigt at få lavet om, siger han til TV MIDTVEST.

Kl. 12.06

Formand for TV MIDTVESTs bestyrelse genvalgt

På et bestyrelsesmøde onsdag er Birgitte Holgaard Langer blevet genvalgt som formand for TV MIDTVEST's bestyrelse. 

Birgitte Holgaard Langer har været en del af bestyrelsen for TV MIDTVEST siden januar 2023. Hun tiltrådte som formand i april 2024.

Hun er bosat i Herning, hvor hun er udviklingsdirektør i virksomheden SPOOR, der arbejder med bæredygtighed og transparens i mode- og livsstilsbranchen. 

På mødet blev der valgt to nye medlemmer af bestyrelsen. Den ene er Morten Kristensen, som er indehaver af Hanstholm Madbar. Yderligere indtræder Ejvind Dahl i bestyrelsen. Til dagligt bestrider han en post som erhvervsrådgiver hos Ringkøbing Landbobank. 

Kl. 11.30

Stregspiller kigger ind i 12 måneders skadespause

Der er lange udsigter til, at landsholdsspilleren Sarah Iversen får comeback på håndboldbanen. Stregspilleren har indstillet sig på en 12 måneders pause, efter at hun ved EM i december rev korsbåndet over og skadede menisken.

- Jeg skal finde en hverdag, hvor jeg må acceptere, at håndbold ikke er en del af mig og mit liv lige nu, fordi ellers tror jeg, at jeg bliver vanvittig, siger Iversen til Ekstra Bladet.

Hun er i denne uge blevet opereret, og hun skal nu følge en stram genoptræningsplan og har fået et program af landsholdets fysiske træner, Line Hovgaard.

Det var i kampen mod Slovenien, at Ikast-stregspilleren kom slemt til skade. Syv minutter før tid faldt Iversen til jorden med store smerter i højre knæ.

Trods sine 34 år er Sarah Iversen sikker på, at hun nok skal komme tilbage til sit topniveau.

- Det gør jeg! Det er jeg fuldstændig sikker på, slår hun fast.

Kl. 11.13

Drenge fandt raket og forsøgte at affyre den: Men så gik det galt

Onsdag eftermiddag rykkede lokalpolitiet i Ringkøbing ud til Hvide Sande, hvor en dreng havde fået skader fra en raket. 

Peter Ackermann fra politiet fortæller, at man på stedet konstaterede, at to drenge havde fundet en raket på vejen, som ikke var blevet affyret. 

De forsøgte efterfølgende at fyre raketten af. I stedet eksploderede raketten dog, og den ene dreng fik skader på hånden. Det var ikke alvorligt, og drengen blev kørt til egen læge, hvor hans sår blevet syet. 

Fra politiet lyder en anbefaling til at lade ikke-affyret fyrværkeri ligge. Både fordi det kan være farligt, og fordi det er ulovligt at afskyde fyrværkeri efter 1. januar. 

- Man skal ikke forsøge at sætte ild til det, siger Peter Ackermann. 

Kl. 10.41

Marcus er forsvundet: Politiet beder om hjælp fra offentligheden

Politiet har stadig ikke været i kontakt med 18-årige Marcus, som onsdag aften blev efterlyst, efter han havde forladt Regionshospitalet i Gødstrup. 

Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Simon Skelkjær fortæller, at lokalpolitiet i Herning arbejder på at finde Marcus, men at man ikke har meget at gå efter. 

- Vi er i gang med at se, om der er nogle spor, vi kan kigge på, men vi skal også have nogle steder at kigge, og vi mangler måske lidt en retning, siger han.

- Lige nu håber vi virkelig på hjælp fra borgere ude i samfundet, som skulle støde på ham. 

Vagtchefen oplyser, at Missing People også er inde over eftersøgningen. 

Marcus beskrives 18 år, 170 centimeter høj og mørk i huden. Han er iført sort jakke, sorte bukser og bærer en sort rygsæk. Politiet kan kontaktes på telefon 114. 

Marcus
Foto: Privatfoto
Kl. 10.15

TTH Holstebro henter landsholdsspiller

TTH Holstebro oplyser i en pressemeddelelse, at klubben har hentet den 22-årige hollandske landsholdsspiller Thomas Houtepen fra den kommende sæson. 

Playmakeren har sat sin underskrift på en 2-årig kontrakt i klubben. Han starter op i Holstebro 1. juli 2025, og han kommer til fra Bundesliga-klubben TBV Lemgo Lippe, hvor han er i gang med sin tredje sæson. 

Han bliver dermed den tredje hollandske landsholdsspiller i Holstebro-truppen. 

Kl. 10.03

Tyveri blev opklaret i en fart

Lokalpolitiet i Skive kunne onsdag på baggrund af et tip opklare et tyveri kort tid efter, at det var blevet begået. 

Kl. 09.39

Ups: Sådan gik det galt for saltspreder

Saltsprederen på billedet har ikke noget med den aktuelle sag at gøre
Saltsprederen på billedet har ikke noget med den aktuelle sag at gøre
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Tidligt torsdag morgen blev en saltspreder offer for de glatte veje, som vognen selv var ude for at bekæmpe. 

Fungerende politikommissær ved lokalpolitiet i Herning Lars Boe Larsen fortæller, at saltsprederen væltede i grøften lidt før klokken 5 torsdag morgen på Ejstrupholmvej nær Brande.  

Saltsprederen fik højre hjulsæt ude i rabatten, og da den var blød, endte vognen i grøften. 

- Det er nok sigende for vejret, at selv saltspredere kæmper med det, siger politikommissæren. 

Føreren var vognen kom ikke til skade. 

Kl. 09.02

Mystisk skud mod skole: Politiet har klar opfordring

Onsdag eftermiddag gik et projektil gennem et vindue i køkkenet på Skals Skole. Det blev senere fundet i en melpose. 

Torsdag morgen fortæller politikommissær Stefan Weber ved lokalpolitiet i Viborg, at man stadig ikke har klarlagt, hvor skuddet stammer fra.

Politiet har dog en stærk formodning om, at der er tale om en vildfaren kugle fra en jagt. 

- Vores undersøgelser, forhør og iagttagelser peger mod, at det er et vådeskud, siger han. 

Politiet vil meget gerne tale med den person, som måtte have affyret skuddet. 

- Vi mangler fortsat at tale med pågældende, som har affyret det her skud, og det er vi fortsat meget interesserede i. Vi søger derfor fortsat efter vidner, der har set, hørt noget eller er bekendt med nogle, der har været på jagt ude tidsrummet, siger han. 

Kl. 08.34

Stort arbejde må gøres om: Tyve stjal kabler fra 25 huse

En byggeplads i Viborg er i løbet af ugen blev udsat for et tyveri. 

Politikommissær ved lokalpolitiet i Viborg Stefan Weber fortæller, at ukendte gerningsmænd mellem tirsdag eftermiddag og onsdag morgen brød ind på pladsen og stjal kabler fra 25 sokler, der i fremtiden skal bygges huse på. 

Politiets teori er, at tyvene stjal kablerne med henblik at videresælge metallet i dem. 

Det har efterladt entreprenøren på byggepladsen med et arbejde, som nu må gøres om på alle husene. 

- Det er et kæmpe stykke arbejde, de skal til have gang i, siger Stefan Weber. 

Tyvene slap desuden fra stedet med nogle vinduer.