Frida vil have kørelæreren med: - Det kan godt være lidt skræmmende, at man skal køre med en fremmed

I løbet af de næste par år, må kørelæreren komme med i bilen til den afgørende køreprøve.

Frida Nyegaard Dahl fik i dag sit midlertidige kørekort.
Frida Nyegaard Dahl fik i dag sit midlertidige kørekort.
Foto: Bach's Gear Køreskole

17-årige Frida Nygaard Dahl fra Thorsø kan snart se frem til at bevæge sig ud i trafikken.

Onsdag fik hun nemlig sit kørekort efter en veloverstået køreprøve.

Men inden prøven var nerverne tydelige.

- Jeg er meget spændt og nervøs, lød det, efterfuldt af et dybt suk. 

En del af nerverne stammede fra tanken om, at hun skulle sige farvel til sin kørelærer, der har været ved hendes side under hele oplæringen.

I stedet ventede en fremmed køresagkyndig.

- Det har jeg det lidt stramt med. Hun (kørelærer Carina Bach red.) er jo en fantastisk kørelærer, fortæller Frida Nygaard Dahl.

0:09

Scenariet er et de fleste kender, og mange har været nervøse over udsigten til, at den endelige test skal tages sammen med en person, man ikke har nået at opbygge et forhold til.

Det vil transportminister Thomas Danielsen (V) nu have lavet om på.

- Køreprøven er en stor begivenhed for de fleste. Vi vil sørge for, at der bliver mindre ventetid på prøverne, og at selve køreprøven bliver mere tryg med et kendt ansigt ved elevens side, siger transportminister Thomas Danielsen.

Han har sammen med repræsentanter fra landets kørelærerforeninger indgået en aftale om 12 initiativer, der skal sætte eleven i centrum og løse udfordringen med mangel på køreprøver.

Det mest iøjefaldende initiativ er, at kørelæreren fremover skal være med i bilen under køreprøver og guide eleven fra forsædet for at skabe tryghed. 

Ville give en anden ro

Og selvom dagen altså endte godt for Frida Nygaard Dahl, så ville hun have foretrukket, at have sin kørelærer med i bilen. 

- Så tror jeg bare, jeg ville være mere tryg ved hele situationen. Have mere ro i maven ved at vide, der var en med, som jeg kendte, fortæller hun.

Og den tanke er hun ikke alene om.

Også i Herning ønsker man at få kørelæreren med. 

- Det ville give en ro, med en man kender i forvejen. Måske kan man også lettere genkende lidt i det hun (kørelæreren red.) siger, fordi det hele tiden er hende, der har fortalt en, hvad man skulle gøre, fortæller gymnasieeleven Denis Zembo, der er ved at tage kørekort. 

Denis Zembo er ikke nervøs for at køre med en fremmed person i form af en køresagkyndig, men ville foretrække at have sin kørelære med.
Denis Zembo er ikke nervøs for at køre med en fremmed person i form af en køresagkyndig, men ville foretrække at have sin kørelære med.
Foto: Malene Skree Nordsmark, TV MIDTVEST

En afgørende faktor 

De nye tiltag forventes at blive implementeret over de næste par år.

Dermed kan Carina Bach fra køreskolen Bach's Gear se frem til at sidde med foran under køreprøverne.

Ud fra hendes erfaring er hun ikke i tvivl om, hvilken forskel det vil gøre. 

- I de fleste tilfælde så er den sidste faktor den der med, at jeg skal ind at sidde ved en ny person, og det tror jeg gør, eleverne bliver mere stressede, og så er der bare en højere dumpeprocent, fordi den nervøsitet spiller så meget ind, lyder det fra Carina Bach. 

Derfor er det også noget, hende og andre kørerlærere har efterspurgt i en del år, fortæller hun.

For Frida Nyegaard Dahl fik nervøsiteten dog ikke overtaget. 

- Jeg er meget lettet. Det var meget nervepirrende, men det gik jo okay, fortæller den stolte nye indehaver af et kørekort.