VIDEO: Grundfos-chef: Svært at være andet end tilfreds

Det var en tilfreds Mads Nipper, der i dag kunne præsentere et godt årsregnskab for Grundfos.

4:23

Pumpevirksomheden Grundfos i Bjerringbro har mere end fordoblet overskuddet i 2015 sammenlignet med året før. Det vakte stor tilfredshed hos koncernchef, Mads Nipper, der i dag fremlagde årsregnskabet for pressen.

- Vi er lykkedes med de allervigtigste prioriteter, vi satte os for ved indgangen af året, nemlig at få vendt en nedadgående indtægtskurve og sikre, at vi gør det bedre end konkurrenterne salgsmæssigt. Så er det svært at være andet end lidt tilfreds, siger Mads Nipper.

Overskuddet i 2015 før skat landede på 2 milliarder kroner. Det er altså mere end en fordobling i forhold til året før, hvor overskuddet kun var 861 millioner kroner før skat.

Intet personligt pres

Det var anden gang Mads Nipper fremlagde et årsregnskab for pumpekoncernen. Sidste år var han ikke tilfreds og lancerede en fem-års plan, der skulle vende udviklingen.

- Nu har vi kigget hinanden i øjnene og sagt, "at det skal vi levere på." Så jeg har ikke følt et personligt pres, men selvfølgelig har jeg på ledelsens vegne tænkt, at det her det skal lykkes. At der så er mange ting, der er lykkes, det er jeg bare ekstra stolt over, siger Mads Nipper.

Regnskabet rummer dog ikke kun positive nyheder. Salget halter på vigtige markeder som Kina og Rusland.